MUSIKANMELDELSE Den svensk/danske duo, Gustaf Ljunggren (allehånde instrumenter) & Emil de Waal (trommer), har længe haft et samarbejde som – selv om de begge udgår fra jazzmiljøet – peger i nye retninger – f.eks. i retningen af den elektroniske musik.

Således peger også musikken på deres nye album, Måne, i elektronisk retning. Eller rettere: den bygger bro mellem den traditionelle jazzlyd og den elektroniske musiks mere maskinelle lyd. Og så er det denne gang endda som om, vi nærmer os det filmisk melodiske. Måne er således væsentlig lettere at gå til end duoens tidligere udspil. Fordi musikken umiddelbart er aflæselig.

Hist og pist er det som om, der har sneget sig et element af retropop og let underholdning ind i musikken. Faktisk tænker jeg flere gange under aflytningen, at de to herrer bevidst har opsøgt eller opdyrket en æstetik, som var mere gængs for tre-fire årtier siden. Jeg hører således noget Monte Carlo, noget Malibu, noget Miami. Nogle charmerende helte, der fiffigt flirter med kjoleklædte damer. Et drama, som vi alle godt ved ender godt, fordi heltene netop er helte og kender forbryderne på travet og de modne, let påklædte kvinder på de sultne blikke. Underforstået: musikken emmer af mandlige kønshormoner, overskud, vindermentalitet, selvsikkerhed. Derfor er det heller ikke unaturligt at et af numre f.eks. hedder ”Donjoy”.

Personligt foretrækker jeg dog de numre, der er mere rå af karakter, om end også enkle. Et nummer som ”Triple” topper efter min mening. Igen – det er helt enkelt – klaverspil i en næsten fast rite, let trommespil og elektroniske rytmer. Dét holder.

Men det gør albummet som helhed altså også. Selv om det i lange træk har dette anstrøg af glat underholdning. Der er mere til den end det. En kvalitetsbevidsthed, en stringens, en sikkerhed. Derfor er albummet som helhed også vellykket.

**** / DME / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk