MUSIKANMELDELSE For 18 år siden gennembrød den amerikanske singer-songwriter, Norah Jones, lydmuren med sit debutalbum, Come Away With Me. Siden har hun været et af de pejlemærker, nye jazz-, country- og folk-sangerinder måtte måle sig op imod – uanset om disse var fra Nordamerika eller Europa. Og klart nok. For Come Away With Me var en ekstraordinært, solid debut. Albummet udløste f.eks. fem Grammy’er og solgte i mere end 27 millioner eksemplarer. Hvilken ny singer-songwriter / jazzsangerinde ønsker ikke at forårsage salgstal som dem?

(Salgs)succesen til trods, har Norah Jones for denne lytter alle dage været forbundet med ét overordnet problem. Måske som følge af succesen. Hendes sange og musik har (næsten) konsekvent været for blankpolerede og ufarlige. Jeg har i dén grad savnet kant og nerve. F.eks. kan jeg i dag næsten ikke holde ud at lytte til Norah Jones debutalbum, som nok er en milepæl i moderne vokaljazz, -country og –folk, men ikke desto mindre en forudsigelig størrelse uden farlige farver, nuancer, facetter.

Derfor har det også igennem flere år været med en vis frygt og bæven, jeg har sat en ny plade af den pæne pige på. Min frygt eller fordom bliver da også indledningsvist bekræftet, da jeg sætter Norah Jones’ helt nye udspil på. Pick Me Up Off The Floor (titlen antyder jo, at der denne gang kunne være noget smerteligt på spil) skuffer, i starten. Åbningsnummeret, ”How I Weep”, bærer meget klart Norah Jones’ signatur. Det er enkelt, vokalbåret, understøttet af klaver og strygere. Fremstår (netop) blankpoleret og ufarligt, nysseligt. Og (undskyld mig) offeragtigt. Men, efter fire numre sker der noget. Nummeret, ”Say No More”, overrasker med et pågående, næsten insisterende drive, godt understøttet af blæsere, der kræver fokuseret aflytning. Norah Jones præsterer endda at vrænge og krænge og præsentere sig selv fra en ”grim” side. Og dét er virkelig prisværdigt.

At hun i det følgende nummer, ”This Life”, kaster sig ud i en næsten sakral stemning med kor, der balancerer mellem gospel og Motown-R&B fungerer utrolig godt, fordi man som lytter føler sig som vidne til en rejse mellem yderpunkter / smertepunkter / indre kampe.

Første single fra albummet var ”I’m Alive” – et næsten happy-go-lucky-nummer, der med en åbenlys livsglæde og countrystil – aftvinger smil og naturlig trang til at vippe med støvlesnuden. Alt i alt ender jeg op med at konkludere, at Norah Jones’ nye udspil er meget velfungerende, om end jeg undrer mig over, hvorfor jeg som lytter skal trækkes igennem fire kedsommelige numre, før smagsløgene aktiveres.

**** / Blue Note Records / 45 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk