BOGANMELDELSE

Før hun sendte mig sin bog, havde hun via Messenger spurgt mig, om jeg ville vente. En andenudgave var nemlig på vej – en andenudgave, hvori der var ”redigeret lidt” i kommateringen.

Jeg valgte at få tilsendt førsteudgaven; tænkte at jeg sagtens ville kunne se bort fra nogle kommafejl; men kunne konstatere, at sandheden var, at antallet af kommafejl i førsteudgaven var så overvældende, at læsningen var tæt på at gøre mig vanvittig. Og ikke kun det. Førsteudgaven var skæmmet af så overvældende mange stave- og syntaksfejl og sproglige kvababbelser, at det mange gange undervejs var decideret meningsforstyrrende.

Jeg har læst mange bøger, men mindes ikke nogen sinde før at have læst en bog med så mange sjuskefejl, som i dette tilfælde.

Tag eksempelvis dette udsnit af teksten på side 14, hvori forfatteren – der er optaget af healing, spiritualitet og selvudvikling – fortæller om begrebet tilknytning:

…”I modsætning til de utrygge mønstre, hvor man dybest set mener, at man ikke har fortjent at blive behandlet godt. I de utrygge tilknytningsmønstre, er der ofte et forvrængede selvbillede, som er udslagsgiveren, for hvilke mennesker man møder, og spiller en stor rolle, men for det mest, en helt ubevidst rolle, i forbindelse med partnervalg. De utrygge tilknytningsmønstre, vil have en tendens til at indgå i relationer, hvor det oprindelige tilknytningstrauma kan gentage sig på ny. Og man evner, ofte ikke, at sætte grænser i forhold til sin egen tryghed og sikkerhed. Og bliver for det meste endnu traumatiseret , end man er i forvejen”…

Under normale omstændigheder ville jeg have været i stand til at ignorere nogle sjuskefejl og minde mig selv om, at der trods alt bag enhver bog er en kraftanstrengelse. Problemet i tilfældet En stjerne på himlen er bare, at der er så overvældende mange fejl, at jeg uvilkårligt tænker, at bogen er blevet til uden faglig stolthed – noget som i min optik burde være uforeneligt med den kraftanstrengelse, det er at skrive en bog.

Jeg kan konstatere, at forfatteren ikke har tillagt redigering og korrekturlæsning betydning; at hun i modsat fald har konsulteret de forkerte redaktører og korrekturlæsere (selv om det af citaterne på bagsiden fremgår, at der i hvert fald er tre læsere, der har fundet uhindret glæde i læsningen af hendes bog og endda finder sproget ”smukt og fængslende”); at hun i hvert fald ikke har haft øje for egne begrænsninger, hvad angår redigering og korrekturlæsning eller valg af fødselshjælpere, men har accepteret sjusk – selv om bogen handler om at blive en bedre udgave af sig selv.

Men okay, lad mig sige noget om bogens indhold. En stjerne på himlen rummer nemlig, som jeg ser det, to dele – 1) en selvbiografisk del, hvori forfatteren skildrer sin egen barndom og opvækst, sit eget gentagelsesmønster, sin egen spiritualitet og mentalhygiejniske / psykologiske udvikling, sine egne miserer og successer som barn, ung og især voksen, og 2) en faglig del, hvori forfatteren til tider lidt naivt, til andre tider lidt grandiost slår sig op som velmenende ekspert udi håndtering af livets udfordringer og genvordigheder – selv om hendes eget udgangspunkt snarere bunder i intuition, spirituel åbenhed og mere eller mindre tilfældigt tilegnet indsigt, snarere end eksakt viden og overbliksbetonet ekspertise.

I den selvbiografiske del af bogen skildrer Cassandra Auora Søndergaard (overfladisk og meget repetetivt) sin egen barndoms traumatiske oplevelser, sine egne problemer med tilknytning, sit eget gentagelsesmønster – og det især via skildringen af sine parforhold – f.eks. et forhold til en mand af arabisk herkomst – en mand, der som hendes far, gentagne gange bliver både voldsom og voldelig og dermed gentager et mønster, som hun har oplevet før (med faderen). I historien om forholdet til den arabiske mand og andre mænd – og i flere andre centrale sekvenser i fortællingen om hendes egne livserfaringer – savner jeg imidlertid nogle helt åbenlyse brikker. Når hun f.eks. skriver om det barn, hun fik med den arabiske mand og om deres fælles ophold i Jordan m.m., forsvinder bl.a. alle hendes andre børn ud af historien. Det er som om, hun kun har blik for sit eget liv med ægtefællen og for deres fælles barn, men ikke for resten af slænget. Men i mig opstår spørgsmålene: Hvad blev der af de andre børn? Hvordan oplevede de det, der skete? Var de overhovedet med i Jordan? Hvis ikke, hvor var de så? Og uanset hvad – hvordan oplevede de så det, at deres mor tilsyneladende var så optaget af sit eget kæresteforhold og især sin egen, indre udvikling, at hun kunne skrive dem ud af historien? Svarene finder jeg ikke i bogen. Der finder jeg bare historien om en voksen kvinde, der er optaget af egen udvikling, men ikke har blik for det større ydre.

Jeg har altid haft det lidt svært med folk, der – på et spinkelt grundlag – mener, at netop de er blevet udstyret med særlige evner – til at se lyset, stjernerne på himlen, engles og lysvæseners præsens, andre solsystemer og i øvrigt uidentificerbare flyvende objekter; har altid haft det lidt svært med folk, der mener, at netop de er i besiddelse af en højere bevidsthed; folk, der mener, at netop de kan gå på vandet; at netop de (af alle) har blik for inkarnationer; og gerne vil dele den enorme indsigt med os andre. Men sådan fremstiller Cassandra Auora Søndergaard sig selv. Som særligt, spirituelt følsom og begavet. Hvilket hun selvfølgelig er i sin gode ret til. Men jeg oplever det som anstrengende, belærende, bedrevidende.

Jeg mindes, at salig Jan Lindhardt (retoriker, teolog og biskop i Roskilde Stift) på spørgsmålet om, hvorvidt man skulle søge meningen med livet i sit eget hjerte / sit eget lønkammer, svarede: at det altid ville være for trangt og klaustrofobisk i eget hjerte og lønkammer. Det kommer jeg i tanke om, når jeg læser En stjerne på himlen. For mig er der for trangt og klaustrofobisk i Cassandra Auora Søndergaards verden.

Ikke desto mindre har hun ret i, at mange mennesker har problemer med tilknytning, fordi de gentager et uheldigt mønster igen og igen. Det har mange andre, meget begavede hoveder bare for længst fundet ud af og sat præcise ord på – f.eks. den berømte, polsk-schweiziske psykolog, Alice Miller (1923-2010), som for årtier siden med indsigt, indlevelse og professionalitet skrev om det selvudslettende barn og gentagelsestvangen m.m. (Alice Millers bøger kan jeg varmt anbefale Cassandra Auora Søndergaard at læse – og i øvrigt: Det hedder gentagelsestvang – ikke gentagelsestrang). Uanfægtet heraf – og uanfægtet af, at Cassandra Auora Søndergaards har en trang til at rette op på sit eget liv, og bruger opdagelsen af sit eget mønster som et spinkelt grundlag for at tilbyde sig som budbringer / healer for os andre – er bogens tema væsentligt og så gennemgribende basalt, at det næsten bliver banalt. Som Cassandra Auora Søndergaard skriver: ”Vi kan ikke forandre andre, men vi kan forandre vores eget indre”, og har vi lyst til at forandre oplevelsen af og med andre, må vi ”prøve at forstå os selv. Forstå, hvorfor vi reagerer som vi gør”. Hvor reaktionen ”kommer fra, og hvad der foregår i vores følelser.”

** / Eget forlag / 232 sider