MUSIKANMELDELSE Navnet siger de færreste danskere noget, og det af to afgørende grunde: For det første pladedebuterer Meryem Aboulouafa først nu, så hvordan skulle vi have stiftet bekendtskab med hende? For det andet stammer hun fra og bor stadig den dag i dag i Marokko, og hvor ofte eksponeres vi danske lyttere overfor ny, marokkansk popmusik? Der er med andre ord gode grunde til, at navnet forekommer nyt. MEN, der er ét klart men. Meryem Aboulouafas debutplade, Meryem, er et noget nær mesterværk i grænselandet mellem engelsk- og fransksproget pop og kontinental, elektronisk musik, og så har den noget helt særegent, marokkansk/nordafrikansk over sig. (Pladen udkommer på det franske label, Animal63, som blandt andet udgiver The Blaze). I den forstand skriver den sig ind i en af tidens mest interessante cross-over genremiks(turer) – den, der især præger den fransk/arabiske musikscene i disse år. Og kvaliteten? Den er på et niveau, der gør, at Meyrem Aboulouafa meget vel kan blive et navn, der bliver kendt verden over.
Meryem byder på 11 mere eller mindre fremragende sange, i alle tilfælde besnærende sange, der uvilkårligt sender denne lytters tanker i retningen af eksempelvis Agnes Obel – hvis man ellers kan forestille sig hendes musik tilsat arabiske krydderier.
Meryem Aboulouafa er født, vokset op og bor den dag i dag i Casablanca. Her introducerede hendes far hende tidligt til britiske rocknavne som Beatles, Rolling Stones og Pink Floyd og til franske visesangere som Edith Piaf, Jacques Brel og George Brassens. Senere læste hun musikteori, modtog violinundervisning på musikkonservatoriet og skrev digte. Da hun fortsatte sine studier på École Supérieure des Beaux-Arts i Casablanca begyndte hun at skrive sine første guitarbaserede sange og snart åbnede det dørene til en mere sofistikeret instrumentering med andre musikere og et studie. Da Manu Barron fra det franske pladeselskab hørte hendes sange blev hendes fremtidige skæbne beseglet. Manu Barron satte hende i forbindelse med nogle få, dygtige samarbejdspartnere / producere, og nu er debutalbummet her så – med 11 betagende sange, der alle har den særegne styrke, der skal til for at gøre kunstnerens navn kendt udover hjemlandets (og Frankrigs) grænser.
Numre som “Breath of Roma” og “Ya Qalbi” favner den marokkanske musiktradition, men er reelt en moderne, dynamisk og eksotisk form for elektronisk, vokalbaseret popmusik.
***** / Animal63 / 38 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk