MUSIKANMELDELSE På sit nye album, hylder den danske jazzsaxofonist Jens Søndergaard, de to amerikanske legender: jazzkomponisten og -pianisten Dave Brubeck og jazzkomponisten og –saxofonisten Paul Desmond. Desmond blev først og fremmest kendt for sin funktion i The Dave Brubeck Quartet. Kendt for sin runde tone og sine flydende fraseringer. Hvor Brubeck blev set som en af de fremmeste eksponenter for cooljazz. Når Jens Søndergaard Quartet tager livtag med The Brubeck-Desmond Songbook, er det næsten som at blive ført tilbage i tiden, den gode tid, den cool tid. For så smooth og elegant spiller Jens Søndergaard, Ole Kock Hansen (klaver), Lasse Lundström (bas) og Aage Tanggaard (trommer), at jeg uvilkårligt føler mig ført tilbage til en levende fortid. På albummet er der 13 skæringer, hvoraf de 12 er skrevet af enten Brubeck eller Desmond (den 13. er skrevet af Juan Tizol), og under alle omstændigheder er der tale om formfuldendte standards, der fremelskes med noget, der lyder som en tilbagelænet tyngde, ro og kærlighed. Det er således imponerende, hvor let Jens Søndergaard Quartet får det til at lyde og flyde. Musikken swinger, er stringent og netop COOL.
**** / Storyville Records / 49 min.