The Mountains: Before & After Hollywood

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE Det danske synthpop-band, The Mountains, albumdebuterede i 2014 med The Mountains. Nu udkommer bandets tredje album, Before & After Hollywood – med helt samme besætning: forsanger Michael Møller flankeret af de to producerbrødre Fridolin og Frederik Nordsø.

Af pressemeddelelsen, der følger deres udgivelse, fremgår det, at Before & After Hollywood både er et hjertebarn og et smertensbarn – bandet har glædet sig til at udgive albummet, men udgivelsen er gentagne gange blevet udskudt – først på grund af sygdom, så på grund af stress og endelig på grund af produktionstekniske problemer. Ironisk nok, udgives albummet nu – under den Corona-pandemi, der har lukket verden ned.

Første single udkom allerede i november 2018, anden single i begyndelsen af 2019 og albummet skulle have været udgivet få måneder efter. Men først nu er det her altså.

Men alle problemerne (med udgivelsen) er for lytteren ligegyldige, for det lytteren hæfter sig ved er kunstens kvalitet, og den er (ikke overraskende) ekstraordinært høj. Musikalitet foruden teknisk og kunstnerisk tyngde har således alle dage været deskriptive prædikater for de tre musikere i The Mountains. Og det afsæt er der ikke med 3’eren ændret på.

Before & After Hollywood er et album, der kredser om de forhåbninger, illusioner og skuffelser manges liv i film- og musikbranchens drømmefabrikker er så rige på – med alt det der følger af livskriser, eksistentielle bekymringer og økonomiske problemer. Alt er sonisk iscenesat i stort opsatte, næsten svulstigt romantiske og meget effektive og overbevisende synthpopnumre, der i momenter strejfer R&B. Og centralt i lydbilledet står naturligvis igen-igen Michael Møller, der både er en fantastisk dygtig sangskriver og sanger. I min optik er han en ekstraordinært talentfuld, dygtig og kvalitetsbevidst singer-songwriter – en kunstner af internationalt tilsnit. Havde han været brite ville han (og brødrene Fridolin) formodentlig med det materiale, der er på Before & After Hollywood, have en international karriere i dag.

Stilsikre og fængende pophits som ”Barcelona”, ”Both Ways My Love” og ”Before and After Hollywood” vil garanteret ramme bulls eye i dag, og et nummer som ”Right Here, Right Now” ramme bulls eye af i går (læs: 80’erne). Personligt synes jeg dog, at popballaderne, ”A Bad Dream That Won’t Go Away” og ”All the Drugs in the World”, er albummets bedste, mest dramatiske og gribende.  

***** / Warner Music / 43 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share