MUSIKANMELDELSE Den danske jazzbassist – som er uddannet i København og New York; som har boet i New York en stor del af sit liv; som er medstifter af Brooklyn Jazz Underground; og her igennem en person med fingrene godt nede i New Yorks øjeblikkelige jazzdej; og som nu i snart otte år har boet i Berlin – har flere gange brilleret med sin kvartet. Og det gør hun endnu engang med dette nye album, Racing a Butterfly, som er indspillet i København sammen med tenorsaxofonisten John Ellis, trombonisten Peter Dahlgren, pianisten Danny Grissett og trommeslageren Otis Brown III. Musikken er moderne, dynamisk jazz med dominerende elementer af improvisation og et klart fokus på sammenspillet. Og det, sammenspillet, er altså eminent. Man fornemmer en indbyrdes interesse, et oprigtigt engagement og en udtalt glæde ved musikken. Musikken drives således frem med god energi og en samtidig ro og rutine. Der er noget afklaret over musikken, der har en virkelig fin bund og en skarp pynt, leveret af blæserne. Især Peter Dahlgren imponerer undertegnede. Hans indsats i en stilfærdig sag som Parallel Flying er forrygende.
**** / Brooklyn Jazz Underground Records / 48 min.