MUSIKANMELDELSE Den amerikanske jazzsanger / crooner, Kurt Elling, er på mange måder vor tids svar på Frank Sinatra. Bare mere modig, vil jeg mene. Elling er en eminent vokalist, der med krop og sjæl, sanselighed, styrke og vovemod både formår at formidle store følelser og store historier. Og når han så, som her, slår sine kvaliteter sammen med den panamanske jazzpianist, Danilo Pérez (og flere andre dygtige musikere), er den kunstneriske rækkevidde endda potentielt enorm. Og lad det bare være sagt med det samme: Secrets Are the Best Stories er et usædvanlig godt vokaljazzalbum. Et album med kant og nerve, uden fløde og unødige tilsætningsstoffer, et ind-til-benet og dog komplekst og mange facetteret album. Musikken er af store komponister som Jaco Pastorius, Wayne Shorter, Django Bates, Vince Mendoza og Danilo Pérez. Teksterne af Kurt Elling, Sidsel Endresen og/eller Robert Pinsky. Og alt i alt – i kraft af forlæg og forløsning – uhyre vellykket. Målet med albummet synes at have været klart, og forløsningen konsekvent og veludført.
**** / Edition Records / 47 min.