Laila Biali: Out of Dust

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den canadiske sangskriver, sangerinde og pianist, Laila Biali, er et fremtidens navn! Selv om hun har næsten 4 årtier på bagen og allerede har været lidt omkring. Hun begyndte som barn at spille klaver, kom som ung ind på konservatoriet i Toronto, hvor hun studerede klassisk musik, men også snart forelskede sig i jazzen. Allerede i en alder af 22 år udsendte hun sit første album med sin egen trio. Herefter flyttede hun til New York, hvor hun mødte andre musikere og begyndte at turnere med nogle af disse – samtidig med, at hun forfulgte sit eget spor. Blandt dem, hun turnerede / optrådte med var Paula Cole, Suzanne Vega og Chris Botti. Hun optrådte endda med Sting. Men noget skete, da hun blev koblet sammen med det tyske label, ACT Music og i 2018 udgav sit første album på dét label. Albummet, Laila Biali, gjorde hende berømt og udløste en JUNO Award, Canadas fornemmeste jazzpris for ”Årets Vokaljazzalbum”. Det nye album, Out of Dust (nummer 2 på ACT) lægger sig i umiddelbar forlængelse af det forrige, og dog vil jeg sige, at der – for mig at høre – er tale om endnu et skridt op ad kvalitetsstigen. Sangene, som hun for størstedelens vedkommende selv har skrevet (i andre tilfælde skrevet sammen med Sonia Johnson, Joshua Biali-Wittman eller Ben Wittman) eller har lånt af Gregory Porter (nummeret, Take Me to the Alley) har en fascinerende styrke – vokalt såvel som instrumentalt. Med enkelte undtagelser fremstår numrene som helstøbte, fint balancerende mellem vokaljazzen og den vokalt baserede indie-folk-pop. Laila Biali synger med en forunderlig nerve og sensibilitet, pondus og sikkerhed; har så mange kvaliteter både som sangskriver, sanger og musiker, at man uvilkårligt spidser ører. Det er de kvaliteter, der får mig til at sige, at hun er et fremtidens navn! Numre som Revival og netop Take Me to the Alley vil, tro mig, få mange op af stolene – nu og fremover.

**** / ACT Music / 51 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share