MUSIKANMELDELSE Den amerikanske tenorsaxofonist, Keith Oxman, er et ikon på Denvers jazzscene. Og Two Cigarettes in the Dark er hans nye (elvte) album (i eget navn) – et album med egne, originale kompositioner og standards af navne som Frank Loesser, Hank Mobley og Johnny Griffin. Musikken er forholdsvis konventionel, moderne jazz, men til gengæld både teknisk og kunstnerisk gedigen, altovervejende slow, fortættet og intim, blå – fremelsket af Keith Oxman og hans sidemen: Houston Person (ligeledes på tenorsaxofon), Annette Murrell (på vokal på to af de ti numre), Jeff Jenkins (på klaver), Ken Walker (på kontrabas) og Paul Romaine (på trommer). Der er helt generelt et tilbagelænet, men yderst stringent og skarpt groove over albummets musik, noget rutineret (Oxman har været på scenen i seks årtier), noget naturligt, ægte og hjertevarmt – og dét gør aflytningen til en lise. Musikken er umiddelbart aflæselig / tilgængelig, men rummer alligevel så mange lag, at jeg får lyst til at lytte igen og igen – og dét er en ubetinget kvalitet!
**** / Capri Records / 55 min.