MUSIKANMELDELSE Jacob Artved er en ung, dansk jazzguitarist, bare 20 år gammel, men allerede rutineret. Det kan man selv forvisse sig om ved at lytte til hans livealbum, som blev indspillet under tre udsolgte koncerter i Montmartre under Jazz Festivalen i 2019. På Live at Montmartre akkompagneres han af det amerikanske trommefænomen, 82-årige Louis Hayes (foruden af pianisten, Jeb Patton, og bassisten, David Wong), og selv om Artved har sagt, at han var skræmt ved tanken om at skulle spille med et så rutineret navn som Hayes, må både han og os, der lytter, erkende, at sammenspillet er eminent. Kunstnerisk synes aldersforskellen udvisket, fordi Artved er så brillant en musiker. På livealbummet spiller hans kvartet seks numre – to af Artveds egne foruden standards af Victor Feldman, Sonny Red, Leonard Feather og George & Ira Gershwin. Og man må lade de fire, at de både formår at udvise respekt for traditionen og samtidig at forny den. Mest gribende fremstår i min optik forløsningen af Artveds egen stilfærdige ballade, Nelia – en smuk, melodisk sag præget af ro og klædelig rummelighed. Det nummer i sig selv gør en investering i albummet det hele værd!
**** / Storyville Records / 47 min.