MUSIKANMELDELSE Mark Seggers sekstet består nok af nogle af Canadas pt. bedste jazzmusikere, men ensemblet tager også improvisationen så langt ud, at man uvilkårligt tænker: FUCK. Det her er simpelthen avantgardistisk freejazz af en art, der nærmer sig det industrielt brutale samtidig med, at der hist og her indsniger sig heller af noget, der minder om kammerjazz. Vel er der sans og samling og rutine og rødder, men ensemblets mål synes at være total udfordring! Ikke bare i bandet, men også af lytteren! Det kræver således mere end almindelige åbenhed og tålmod at lytte sig igennem det korte album, hvorpå en ekspressiv og voldsom salut lyder fra ende til anden – kun formildet af de få heller. Meget sigende for det forcerede drilleri er der numre, der har titler som f.eks. #18 (selv om der kun er otte numre på albummet) og … (tre punktummer). Lytter man til #18, hører man klart forbindelserne bagud i jazzhistorien, men samtidig flås man med ud i fremtiden i et sansebombardement, der siger spar to. I den forstand er dette det mest outrerede album, jeg længe har hørt.

** / 18th Note Records / 29 min.