MUSIKANMELDELSE Jesper Thilo er et levende ikon. En jazzsaxofonist, der om nogen tegner den danske swingjazzscene. Han fik sit gennembrud i 1960’erne og har lige siden været en af scenens største – en uomgængelig figur. Og selv om han nu har mange år på bagen, hører man ikke alderen tynge i hans spil. Tvært imod hører man en rutine kombineret med en levende glød, åbenhed og stadig trang til at opdage nyt. Derfor fremstår hans øjeblikkelige musik også vibrerende og vital. På Swing is the Thing spiller Jesper Thilo med sin kvartet – pianisten Søren Kristiansen, bassisten Daniel Franck og trommeslageren Frands Rifbjerg foruden (på ét nummer) sangerinden Rebecca Thilo Farholt – og jeg må sige, at man med Swing is the Thing vitterligt lægger ører til en medrivende revitalisering af gamle og stadig gribende standards – ballader som Dizzy Gillespies Woody ’n’ You, George Gershwins Embraceable You og Osscar Pettifords Swinging Till the Girls Come Home. Jesper Thilo udviser en respektindgydende sans for swingjazzen, han imponerer i sit sammenspil med de øvrige musikere og et nummer som Eden Ahbez’ Nature Boy løfter han og de øvrige fire til nye højder. Dét nummer er albummets klart bedste!
**** / Stunt Records / 65 min.