MUSIKANMELDELSE Turist er Rasmus Kjærs tredje album i eget navn. Et konceptuelt album med minimalistisk, instrumental musik fra grænselandet mellem den naive, elektroniske musik og de mere esoteriske lydlandskaber. På overfladen lyder musikken syntetisk, plastisk, sine steder endda infantil. Og dog kan den have rødder af mere naturlig, moden beskaffenhed. Men pointen er, at den er enkel, repetetiv og sine steder meditativ – samtidig med at den uvilkårligt sender tankerne i retningen af lydene fra out-datede computerspil. Rasmus Kjær indledte arbejdet på Turist tilbage i 2007, mens han turnerede rundt i USA med bandet, Under Byen. Ude på vejene legede han med et lavkvalitets-minikeyboard, og dermed opstod de første bidder til albummet, som altså først nu ser dagens lys – p.g.a. af andre solo- og gruppeprojekter ). Med hjælp fra venner og producer Rune Borup blev albummet færdiggjort, og vi andre kan nu nyde godt af den lidt naive og dog gennemarbejdede, elektronisk baserede krautrock med indbygget 90’er Nintendospil.
** / Wetwear / 29 min.