MUSIKANMELDELSE Den canadisk jazztrommeslager, Aaron Dolman, er nostalgiker, optaget af fortiden og den musik, han forbinder dermed. Derfor er det heller ikke unaturligt, at der i hans delikate og meget melodiske jazz indsniger sig elementer af mere traditionel country og folk (foruden klokker og andet tingel-tangel). Jeg fornemmer, at Dolman under produktionen af Nostalgia and Other Fantasies kan have været inspireret af den lyd, som landsmanden, Daniel Lanois, har gjort til sit kendetegn. I hvert fald er der en varme og dybde i Dolmans lyd, som giver associationer til Lanois’. Til tider en snert af den lyd, der gjorde den skotske troubadour, Bert Jansch, berømt. Omslagsbilleder og kompositionstitler bidrager i sig selv til oplevelsen af, at man er med Dolman på et nostalgisk trip. Men det gør tonen i musikken så sandelig også. Og det er altså en tone, der i vidt omfang anslås af guitaristerne Marcus Savard-Lowry og Zacharie Bachand (de høres i hver sin kanal på stereoanlægget). Dolman har således helt uselvisk overladt scenens forkant til de to guitarister – og i øvrigt til bassisten Mathieu McConnell og violinisten Caitlin Smith – medens han selv holder sig pænt i baggrunden. Resultatet er meget, meget flot!
***** / Eget selskab / 53 min.