NYT OM MUSIK Hvad skal jeg sige? Tænke? Føle? Ærligt talt, jeg er splittet.
På den ene side har jeg lyst til at hylde livejazzens mangfoldighed – sådan som den foldede sig ud på scenen mandag aften i Bremen Teater under Danish Music Awards Jazz 2019.
På den anden side har jeg lyst til at udtrykke min dybe frustration over endnu engang at sidde til et prisshow, der tages som gidsel af en TV-produktion, som enten af tekniske grunde eller som følge af programplanlægningen ødelægger liveoplevelsen.
Denne gang skyldtes ødelæggelsen især, at lydmanden sov.
Jeg sad, så jeg kunne se ham og se, at han havde travlt med at orientere sig i alle sine mange knapper og ikke holdt øje med scenen og i tide sikrede, at de mikrofoner, der skulle bruges, havde hul igennem. Han havde oven i købet aflagt sig head-set, så produceren kunne ikke vække ham.
Hvordan ”hans” lyd eller mangel på samme manifesterede sig hjemme ved TV-skærmene (på TV2 Lorry) eller i radioen (DR’s P8 Jazz) skal jeg ikke kunne sige, men i Bremen Teater antog lyden eller manglen på samme nærmest karakter af katastrofe. Især fordi det blev ved! Og ved! Og ved!
Så var der ikke hul igennem fra værtens mikrofon. Så var der ikke fra prismodtagernes. Så var der ikke fra de optrædendes.
Som jeg kunne vurdere det – ene og alene fordi lydmanden ikke fik hevet i de relevante knapper.
I den forstand fik lydmanden en uheldig hovedrolle, og det gik især ud over værten, Jeanette Albeck, som i forvejen havde nok at gøre med at løfte arven efter den mangeårige vært, nu afdøde Morten Lindberg alias Master Fatman. For det var jo ikke nok, at hun 1) åbenlyst vidste noget om jazzmusik, 2) havde sit mest vindende smil på og 3) klædte sig i skiftende rober af æggende slags. Når hendes åbningsreplikker eller afsluttende pointer ikke gik igennem, faldt alt lige som til jorden.
Ikke desto mindre vil jeg mene, at hun – trods benspænd – klædte jazzen og udfyldte rollen som vært ved DMA Jazz 2019 – en prisuddeling med otte pris / otte kategorier foruden en række musikalske indslag.
Et af de bedste af de musikalske indslag tog Jeanette Albeck selv del i, da hun agerede sideman for Dawda Jobarteh, der havde skrevet en smuk mindesang til Master Fatman og selv fremførte den på kora og vokal.Men også liveoptrædener af eksempelvis den groovende orgeltrio Dan Hemmer, Michael Blicher og Steve Gadd; af den stærke el-bassist, Kenneth Dahl Knudsen, og hans kvartet med det unge guitartalent, Ginne Marker; og af Fringe Jazz Fest Brass Band med saxofonisten, Johan Bylling Lang, og sangerinden, Karen Mukupa, i spidsen. Sidstnævnte konstellation lukkede og slukkede med et festfyrværkeri, der flyttede alt og alle fra teatersalen til foyeren som en anden New Orleans street parade.
Prismodtagerne 2019:
Årets Danske Jazzudgivelse: Simon Toldam Trio – Omhu
Årets Danske Jazzkomponist: Nikolaj Svaneborg og Jonas Kardyb for Svaneborg Kardyb – Knob
Årets Danske Særudgivelse: Jesper Zeuthen, Jacob Anderskov, Anders Vestergaard – Out of the Spectacle
Årets Danske Vokaljazzudgivelse: Søren Siegumfeldts String Swing with Meschiya Lake – This is Meschiya Lake
Årets Nye Danske Jazznavn: Svaneborg Kardyb – Knob
Børnejazzprisen: Thomas Ousager – Trommerum Expressen
JazzDanmark Prisen: Aarhus Jazz Orchestra – We, Robots (koncert og seminar om kunstig intelligens)
P8 Jazz-prisen: Karsten Bech som initiativtager til og sekretariatschef for festivalen Jazz i Trekanten i Trekantområdet.
Nyhedsartikel også publiceret i musikmagasinet gaffa.dk