MUSIKANMELDELSE Sonia Johnson lyder på mange måder som Canadas svar på Cæcilie Norby. Hun har samme tyngde og dybde, samme klarhed i vokalen og samme åbenlyse sans for det at formidle balladen, som danskeren har. Sonia Johnson er anerkendt i sit hjemland, har der været indstillet til og fortjent fået tildelt flere priser, men potentielt kan hun med Chrysalis blive eksponeret overfor et langt større publikum, f.eks. europæerne, og også her hos os blive indstillet til og få priser. For Chrysalis, Sonia Johnsons første engelsksprogede album, er et af de der sjældent gode vokaljazzalbum, som vil kunne sparke døre ind hvor som helst. Musikken er eminent, let tilgængelig, melodisk og medrivende, momentvis endda gribende. Hun har selv skrevet eller tage del i sangskrivning (med et enkelt nummer som undtagelsen), og dermed viser hun, at hendes kvaliteter både vedrører sangskrivningen og fremførelsen. Numre som They Stole Your Song og Monsters er f.eks. noget nær formfuldendte. Også fordi Sonia Johnson akkompagneres af et stort, meget kompetent jazzorkester bestående af bl.a. David Ryshpan, Stephen Johnston, Mark Alan Haynes og Max Sansalone.
**** / Eget selskab / 53 min.