MUSIKANMELDELSE Den columbianske percussionist og –komponist, Samuel Torres, lægger med sit femte latinjazzalbum i eget navn op til fryd og glæde. Heraf titlen, Alegria (som betyder lykke eller glæde). De otte originale numre og arrangementer emmer da også af både liv og lyksalighed (set i forhold til numrene på det forrige album, Forced Displacement, der som helhed var som en kommentar til den højspændte, socioøkonomiske krise i det nordlige Latinamerika (læs: Venezuela), hvorfra folk i nød og ulykke flygter. Musikken på Alegria er helt anderledes glædesfyldt, lys og lystig – uden på nogen måde at være banal. Den fremstår som et friskt miks af latinjazz, moderne jazz og kammermusik, og er således lige så mange facetteret som Torres’ besætning er det. Besætningen er stor! Består af hele ti musikere – både amerikanske og latinamerikanske – og alle får de god plads i Torres kompositioner og arrangementer, om end han selv fylder mest med sit mangeartede arsenal af trommer og slagstøjsinstrumenter. Når dét er sagt, skal det tilføjes, at alt er vel afbalanceret og fremstår gennemtænkt og vel udført.
**** / Blue Conga Music / 53 min.