KONCERTANMELDELSE Den italienske poprockmusiker, Eros Ramazzotti, er et kulturfænomen i sit hjemland. Men han har også siden sit store internationale gennembrud i midten af 1980’erne været et kulturfænomen globalt. For ikke bare har han siden sit gennembrud solgt mere end 60 millioner plader på verdensplan, han har også modtaget et hav af priser og helt generelt – folkets hyldest – i hjemlandet, de andre Middelhavslande og det øvrige Europa, USA og Latinamerika. Og dét alle vegne til trods for, at han næsten konsekvent synger på italiensk eller spansk. (Dét finder de naturligvis mere naturligt i Sydeuropa og Latinamerika, men en italiener med et stort publikum i Danmark! Og det øvrige Europa! Det er alligevel sjældent, hvis man ser bort fra operaen).
Søndag aften lagde Ramazzotti på sin øjeblikkelige tour vejen forbi K.B. Hallen og København – og dét seks år efter at han sidst besøgte Danmark. Konsekvensen heraf: en udsolgt hal. Og dét til trods for at hans stjernestatus er blegnet siden 1990’erne.
Den aftagende stråleglans satte sit præg på publikumsområderne i den forstand, at langt de fleste blandt publikum havde passeret de 50 år. Langt de fleste var modne mennesker, sikkert nogle der sjældent begiver sig ud i nattelivet, men som i hvert fald havde indløst billet til denne koncert, fordi de (ellers deres koner) bare måtte høre deres ungdoms stjerne.
Lidt nedladende har mange kaldt Eros Ramazzotti en flødebolle, en smørtenor, en latinlover. Og det forstår jeg godt. Det lidenskabelige, det iltre, det indladende fornægter sig således ikke. Men Ramazzotti er altså andet og mere end det. Han er ikke bare også en dygtig sanger, han er også en dygtig guitarist. Det sidste kunne de, der mere eller mindre frivilligt havde indfundet sig, måske nyde: Ramazzottis overbevisende guitarspil, som i sig selv snarere drejede musikken i retningen af rocken end i retningen af poppen.
Trods sprogvanskelighederne stod det klart, at mange – især kvinder – kunne de italienske tekster udenad. Mange – især kvinder – sang med, og klart var der en forbindelse mellem Ramazzotti og hans fans. Ikke desto mindre var kommunikationen – den verbale – en vanskelig sag, for idolets engelskkundskaber er begrænset. Personligt fandt jeg det hurtigt trættende, at det eneste han kunne sige på ”engelsk” (læs: råbe) var: Kopenhaaaagen! Men fuck det. Det vigtigste var, at han vitterligt bestræbte sig på at levere en kvalitetsvare og ikke brugte unødig tid på at small-talke, sweet-talke, what-ever-talke. Han afsluttede – ofte uden større pauser – det ene nummer, for straks derefter at tage hul på det næste. Og så forsøgte han ellers – med armbevægelser – at opildne publikum.
Særligt mange point skal han (eller rettere hans bagtrop have) for de meget fine visuals og hele det sceniske set-up. Den forreste scenekant var en halvbue i næsten hele hallens bredde, og fra midten af denne snoede sig et gulv op i en fin bue bagerst på scenen. En bue, der blev til en væg – alt sammen uden rette linier. I første nummer var et – set fra mit sæde – usynligt net trukket fra gulv til loft i halvbuens form. Ramazzotti og hans musikere befandt sig bag dette net, hvorpå der blev vist visuals, der gav en dybt fascinerende 3D-virkning, som befandt de optrædende sig på havets bund. Eksempelvis svømmede en stor hval forbi dem. Dét var meget betagende. Nettet blev trukket væk efter det første nummer, men de efterfølgende visuals var også af de absolut smukke. Kun fandt jeg de firkantede, politiske statements om miljøet og forureningen – slides, der i enkelte tilfælde udgjorde en pause i Ramazzottis sceneoptræden – for firkantede. (De blev da også vist på firkantede storskærme som tydelige pausemarkeringer). Ikke at der var noget galt med budskaberne i disse statements, men pointerne blev konforme, snarere end subtile, og det tog ”charmen” af det hele. Vi var trods alt mødt frem for at høre sang og musik! Ikke se et slidshow om plastic i havene.
Nuvel. Sang og musik var der. Store numre som ”Più Bella Cosa”, ”Otra Como Tu”, ”Musica è”, ”Cose Della Vita” og ”Fuoco nel Fuoco”. De to sidstnævnte var klart aftenens mest formfuldendte. Men ellers måtte jeg erkende, at der lige som var et slør af netmasker mellem Ramazzotti og i hvert fald undertegnede. Jeg blev aldrig for alvor rørt. Eller bjergtaget. Snarere ramt af det indtryk, at jeg var vidne til noget effektivt, noget afprøvet og noget på mange måder konventionelt. Ramazzotti fik ikke inderligheden formidlet i den store hal. Hvilket måske nok er naturligt, for hallens størrelse udgør i sig selv en inderlighedens modpol. Men – om det skyldes de verbale kommunikationsproblemer eller andet – skal jeg ikke kunne sige; jeg forblev bare uberørt, selv om sang og musik var af høj klasse.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk