KONCERTANMELDELSE Det er mig en gåde, at det er muligt for den canadiske crooner, Michael Bublé, at sælge så mange billetter, at arrangørerne to aftener i træk kan melde noget nær udsolgt i gigantiske Royal Arena i København.
Som jeg så det, var der kun få tomme sæder lørdag aften. Tilsvarende meldes der kun få ledige sæder søndag aften til ekstrakoncerten. Det svarer til cirka 2 x 14.000 solgte billetter.
Det er mig en gåde, at det er muligt for Bublé at sælge så mange billetter – ikke fordi jeg betvivler hans evner som sanger eller entertainer, slet ikke! Men fordi han begiver sig af med at synge indenfor en genre, der ikke appellerer til og notorisk ikke bliver eksponeret overfor et større publikum.
Han var selv forundret. På den øjeblikkelige verdensturné havde han i sin hjemby, Vancouver, solgt billetter til ét show. I fjerne København til to. Og det selv om – som han selv formulerede det på scenen i Ørestad lørdag aften – at ”det jo er cirka 110 år siden, swing var populært.” Han var glad for at danskerne alligevel havde valgt at bruge tid og penge på at indfinde sig i Ørestaden.
Det er ganske rigtigt swing, numre fra the Great American Songbook – kombineret med gamle, amerikanske rock- og bluesnumre – der udgør kernen i Bublés materiale. Og dét han i Royal Arena – med et underholdningsorkester bestående af én dirigent, tre korsangere og 33 musikere (heraf flere strygere) – fremførte med POWER og PONDUS, positiv energi, oprigtig glæde og udtalt musikalitet.
På papiret er det umiddelbart svært at forbinde standards som My Funny Valentine, Fly Me To The Moon og Cry Me a River med POWER og PONDUS. Men når de nævnte numre havner i hænderne på Michael Bublé og hans arrangør, dirigent og orkester, bliver de indbegrebet af POWER og PONDUS. Nogle af dem får endda et skær af noget ildevarslende, mystisk og strømførende farligt over sig.
Selv ser han jo ganske ufarlig ud: stilig, konservativ, konform (kan man fristes til at sige). Men når han synger – med sin i øvrigt meget rene vokal – er det som om en Frank Sinatra, Dean Martin og Elvis Presley flyder sammen i en uhellig alliance med en syngende James Bond-type. Det er underholdende, til tider helt blankpoleret, til andre tider aldeles foruroligende og farligt.
Som James Bond (i hvert fald som gestaltet af Roger Moore og Sean Connery er Michael Bublé på én gang ”ude i et farligt ærinde” og samtidig (selvforskyldt eller ej) betaget af sine egne evner som (kvinde)bedårer. Som de herrer gentlemen fra filmens verden er Bublé en, der hilser på de damer ved scenekanten.
Netop dét brugte han, kronprinsen, en stor del af sin tid på under koncerten i Ørestad – som kongen Elvis Presley – at gøre sig til, vrikke med hofterne og konkret fysisk bukke sig ned og hilse på publikum (i Bublés tilfælde endda tage selfies med publikums mobiler) langs det lange podie, der stak ud fra hovedscenen og et godt stykke ned, midt i arenaen.
Han sang også – vanen tro – en duet med en blandt publikum, som selv måtte vælge sang. Kvinden, som valget faldt på (fordi hun selv gjorde sig bemærket med et større banner) var ganske ferm som sangerinde – i nummeret, Baby It’s Cold Outside (som Dean Martin f.eks. også har indspillet).
Selv var Bublé især ferm i versioneringen af Elvis Presleys berømte nummer, Such a Night. Og siden i Just a Gigolo / I Ain’t Got Nobody.
Og både hilsner, selfies og duet bidrog til at understrege Bublés kontakt til sit publikum. Han var folkelig. Absolut dygtig som sanger og performer. Og klart i stand til at hive swingmusikken med sig op til et nutidigt arenaformat. Meget imponerende!
***** / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk