MUSIKANMELDELSE Abekejser albumdebuterer med Floating Through the Universe – en pulserende, instrumental sag med beatbaseret jazztronica – musik, der består af episke synth-harmonier, en svedig bund af trommer og en luftig pynt af fusionsjazz. Man fornemmer således, at de fem danskere bag orkesteret er inspireret af navne som Weather Report, Snarky Puppy og Jaga Jazzist, men også, at de har egne visioner, referencepunkter i verdensmusikken og både den teknisk og kunstnerisk innovative kraft, der skal til for reelt at skabe nyt. Jon Døssing Bendixen (keys & vocoder), Jeppe Lavsen (guitar), Frederik Emil Bülow (trommer), Rasmus Fisker Pedersen (drum machine) og Adrian Christensen (bass synth) synes således at have evnerne til at realisere deres idéer. I hvert fald fremstår deres debutalbum på én gang som forfriskende originalt og solidt forankret i afprøvede formater og udtryk – musikken er melodisk enkel og repetitiv, som mikset af moderne fusionsjazz og beatbaseret electronica. Den er stilsikker, bevidst knitrende og ansporer til meditativ dans eller aktiv (passiv) lytten – den går i kroppen, snarere end i hovedet eller hjertet. Især numre som Wushu Dance og Nocturnal Observer tiltaler mig. Førstnævnte er forfriskende flot, inspireret af kinesisk kampsport / -kunst, sidstnævnte er drævende tung, dramatisk, grænsende til dæmonisk. Det er dét, der er orkesterets force: At det kan skabe et sansemættet univers, der det ene øjeblik kan virke farligt, det næste aldeles smukt.
**** / AMP Music & Records / 36 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk