MUSIKANMELDELSE Traditionel russisk folkemusik i helt nye gevandter! Det er, hvad Do You Love, er. Det Skt. Petersborg-baserede ensemble, Otava Yo, har nok respekt for russiske musiktraditioner, men der er også noget forfriskende respektløst, fanden-i-voldsk og forrykt over dets forvaltning af materialet. Noget aldeles uhøjtideligt. Og samtidig dybt professionelt. Og det er helt givet dét, der gør, at ensemblet har fået så stort et gennembrud i hjemlandet. På YouTube er det millioner, der har set ensemblets landligt pjattede videoer. Ensemblet består af fem mænd og en kvinde, og mændene optræder næsten altid i ærmeløse, hvide undertrøjer og pelshuer med dansende øreklapper. Og så er det ellers af sted, derudad, med traditionelle strengeinstrumenter, violiner, sækkepiber, el-guitar, el-bas, trommer og vokal m.m.m. på en umiddelbart dansabel vis. Sangene kredser om livet på landet – men på den sjove måde, ikke den tunge og triste, som man ellers ville kunne forestille sig. Fra at have været gademusikanter i Skt. Petersborg, er de seks blevet stjerner i Rusland og internationalt turnerende og prisvindende musikere med deres fascinerende omgang med materialet.
**** / ARC Music / 46 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES