MUSIKANMELDELSE Det er med afsæt i en syvårig, ekstensiv koncertturné, og med en god studieproducer ved tasterne, at det norske band, Relling, har lavet et meget, meget overbevisende debutalbum, Lower Your Guard – et strømlinet album med catchy indiepopmusik af den helstøbte slags. Musik, der er især er båret af teksterne, af en sans for singer-songwriter traditionen og af guitarens, hammondorgelets og trommernes vellyd, og som i studiet er blevet tilført en fornemt afstemt kant og karakter. Jeg fornemmer et vist slægtsskab med et andet norsk navn, Kings of Convenience, men samtidig er Rellings musik særegen, fint balancerende mellem den vokalt baserede indiepop og den ekspressive vokaljazz. Man lytter uvilkårligt intenst, fordi bandet har noget på spil, noget på hjerte og en teknisk styrke at udtrykke sig på baggrund af. Udtrykket er til tider grandiost, til tider intimt, men konstant vedkommende. Frontfiguren, Harald Relling Nielsen – der har skrevet og formet materialet – gør sammen med sine tre sidemen en særdeles god figur.
***** / Øra Fonogram / 42 min.