KONCERTANMELDELSE Jeg har været til mange koncerter, også på Plænen i Tivoli. Men aldrig nogensinde har jeg oplevet så klaustrofobisk en trængsel – på Vesterbrogade, ved indgangen til Tivoli, på og umiddelbart omkring Plænen. Kun helt ude i periferien – i den gamle passage ved rutsjebanen, hen forbi radiobilerne og på stien på den anden side af søen, ud imod H.C. Andersens Boulevard, var det til at trække vejret og komme frem. Resten af forlystelsesparken var pakket i et omfang, som brandmyndighederne aldrig ville have tilladt, havde det været indendørs.
Af samme grund blev alt, hvad der kunne bruges som trædesten, brugt som sådan – for at vinde højde, potentielt et glimt af manden og danserne på scenen, alternativt bare et glimt af selvsamme på en af de tre storskærme. (Men jeg ved, at gartnerne, når de møder i morgen, vil græde salte tårer, for mange af havens store højbede har klart lidt overlast!)
Trængslen kom ikke bare bag på mig, men helt åbenlyst også på de børnefamilier, der bare var inde for at nyde haven og dens mange tilbud. Pludselig så de sig fanget med klapvogne og små poder, der måtte op på skuldrene for ikke at miste ævred.
Så stor er Jason Derulo altså! Så stor, at børnefamilier må flygte, når teenagere, studenter og unge voksne kommer til!
Jeg vidste selvfølgelig, at hans mest spillede nummer – det ellers så sindssygt simple ”Swalla” – alene på Spotify er blevet streamet nær 750 millioner gange og på YouTube overvældende 1,3 milliarder gange. Jeg vidste, at flere af hans andre numre er blevet streamet mange, mange millioner gange. Vidste, at den amerikanske sanger, producer og danser har leveret så mange hits til dansegulvene (siden debutsinglen ”Watcha Say” fra 2009), at han har modtaget et hav af platinplader derfor. Og at han ville indtage scenen i Tivoli med sine dansere i et velsmurt sceneshow. Men fuck… befolkningstætheden kom alligevel bag på mig.
Helt åbenlyst var der mange af de studenter, der i løbet af eftermiddagen havde været i Dyrehaven for at drikke sig stive og tegne på hinanden (og således tage hul på den gymnasiale uddannelse), der var taget direkte i Tivoli. Der var også homoseksuelle på ugens Copenhagen Pride, der havde forladt Pridens fest på Rådhuspladsen og begivet sig ind i Tivoli for at besigtige den fysisk, kropslige stjerne på scenen. Og så var der alle de andre. I Trængslen.
Trængslen taget i betragtning, kunne jeg forstå den forbipasserende pige, der – trukket af sted af en veninde, der ledte efter et udsyn – sagde: ”Jeg får ham ikke at se alligevel. Jeg er fucking 1.58”. Jeg kunne endda forstå de mange unge, der i lange kæder – de holdt i hænder for ikke at blive væk fra hinanden – tilsvarende, konstant søgte nye ståsteder. Ja, jeg kunne såmænd forstå dem, der i ærgrelse over ikke at kunne se noget som helst bare gav sig hen til at snakke med hinanden i stedet. Men jeg kunne ikke forstå de piger, der kom op at slås om det håndklæde, Jason Derulo, selvbevidst – og helt i overensstemmelse med showets strømlinede køreplan – smed ud fra scenen efter at havde dubbet sig en enkelt gang på panden.
Sceneshowet var vitterligt strømlinet, men det udviklede sig også stereotypt – idet de to sølvglinsende, kurvede, men adrætte danserinder – konstant gjorde sig til, som var de kælne og mest af alt optaget af at tiltrække sig alfahanens opmærksomhed. Deres – og de tre mandlige danseres bevægelsesmønstre – blev endda som gentagelser på gentagelser. Og vel var de alle dygtige, men gentagelserne! De blev – om ikke enerverende, så i hvert fald stereotype.
Sangene – jeg er ked af at sige det, men de gled sgu også lidt ind og ud af hinanden som konturfattige størrelser. Vel var det store hits, der flød ud af højttalerne, men de var jo for en stor del iklædt programmerede elementer af lyd og rytme. Derfor opstod de mest autentiske øjeblikke også, når der var tekniske problemer – og det var der f.eks. med Jason Derulos første mikrofon – et headset – som ikke opfangede hans vokal godt nok. Problemet var irriterende, men løsningen god – han fik efter fire-fem numre en ledningsfri, håndholdt mikrofon, og bare det gjorde oplevelsen mere jordnær. Han blev mindre robot, mere håndværker. Heldigvis. Numre som ”Want to Want Me”, ”Mamacita”, ”1, 2, 3”, ”Talk Dirty” og ”Goodbye” flød ud over det fortættede menneskehav. Og især sidstnævnte viste, at latinoen – der selvfølgelig både synger på amerikansk og spansk – vitterligt kunne synge! Han indledte nummeret som var det en arie fra en opera. Og gjorde det godt. Effektivt. Sikkert.
I det hele taget var Jason Derulo sikker. Men det ændrer ikke ved, at hele hans show blev en anelse stereotypt.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk