KONCERTANMELDELSE Det er bare tre år siden, hendes første Bed Room Recording gik viralt. I dag har nummeret, ”Jungle”, rundet 51 millioner afspilninger på YouTube og 85 millioner afspilninger på Spotify. Hendes anden Bed Room Recording, ”Notion”, har i dag rundet 15 millioner afspilninger på YouTube og 72 millioner på Spotify.
Det er bare seks uger siden, den unge australier blev 24 år. Men under koncerten i K.B. Hallen (én af uendeligt mange udsolgte koncerter på hendes første endog meget omfattende verdensturné) optrådte hun med en moden autoritet og selvfølgelig pondus, som kun få garvede musikere kan matche.
Rygtet om, at den unge kvinde er det naturtalent – som hendes Bed Room Recordings antyder – blev i den grad bekræftet. Tash Sultana indtog K.B. Hallen som en af de største, musikalske åbenbaringer i nyere tid! En teknisk og kunstnerisk himmelstræbende urkraft.
Hun er som et miks Pippi Langstrømpe, Björk og Jimi Hendrix. Som Pippi er hun i besiddelse af en helt exceptionel styrke og en barnligt, naturlig legesyge og (musisk) muskelkraft. Som Björk mester hun sine instrumenter, det at synge og det at opbygge og håndtere vidt forskellige soundscapes (med loops). Og som Jimi Hendrix er hun ét med den dominerende, elektriske guitar (foruden sine keyboards, elektroniske trommer, trompet, fløjte, pedaler m.m.m.). Hun betvinger den som en af de absolut dygtigste guitarister, jeg har set og hørt i flere år.
Og det helt vanvittige er, at hun er alene på scenen.
Søndag aften var hun helt alene på den store scene i K.B. Hallen. En scene, som hun til gengæld indtog til fulde, og som ganske vist var ramme for nogle kalejdoskopisk flotte visuals, men som Tash Sultana ikke desto mindre indtog alene og til fulde med sin særegne dans og guitarbaserede, moderne form for roots og blues. Hun nåede ud til alle kroge og afkroge af hallen. Primært med numre fra sidste års debutalbum, Flow State. Under alle omstændigheder stilsikkert, eksplosivt og nonchalant, som rundet af sin fortid som barfodsmusikant på gaderne i Melbourne.
Hendes evne til at betvinge sine instrumenter og evne til at bygge numre op i loops aftvang denne anmelder den dybeste respekt. Når hun samtidig sprang rundt som en eksplosiv, ungdommelig udgave af Jimi Hendrix og til tider spillede sin ledningsfri elguitar liggende på ryggen, til andre tider med instrumentet liggende på gulvet eller knælende og med instrumentet stillet oprejst som en lille kontrabas, var det, som var man vidne til en ung, fokuseret squaws effektfulde regndans. Alt – fra starten med nummeret ”Seed” til det afsluttende ekstranummer ”Blackbird” – var effektfuldt og overbevisende. Rundet af ægthed og overskud. Og alle nævnte numre stak ud som særligt stærke – side om side med numre som ”Synergy” og ”Mystik”.
****** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk