KONCERTANMELDELSE Det er blevet god stil, at gæstende musikere fra andre lande, når de optræder på en scene i den danske hovedstad, meddeler, at de elsker København. Det er nærmest blevet normen, at de siger det – uanset om de kender byen eller ej. Men i tilfældet Eliane Elias virker udsagnet troværdigt. For når den brasilianske jazzpianist, –sangerinde og –diva siger, at hun elsker at komme tilbage hertil, så siger hun det med en oprigtig glæde, der breder sig som en varm kilde over hele hendes ansigt. Og hun har altså været her mange gange.

På årets Jazz Festival skulle Eliane Elias og hendes livsledsager, kontrabassisten Marc Johnson, optræde med Tivolis Big Band, under ledelse af Peter Jensen. Det i sig selv lovede på forhånd godt. For Eliane Elias kan noget med big bands. Det har hun ført bevist. Også i Danmark.

I Glassalen åbnede brasilianeren, hendes amerikanske mand og Tivolis danske Big Band fredag aften med Eliane Elias’ nummer, ”Just Kidding”, som Bob Brookmeyer oprindeligt arrangerede for DR Big Band i forbindelse med samarbejdet om indspilningen af albummet, Impulsive!, fra 1997. Fredag aften fulgte andre arrangementer af Bob Brookmeyer fra samme periode og album – numrene, ”So in Love” og ”The Time is Now”. Og fælles for de tre kompositioner / arrangementer var en positiv energi, en kunstnerisk stringens og en perfekt balancering af blæsersektionen imellem det sarte og det voldsomme.

Også andre numre og arrangementer blev præsenteret fredag aften – bl.a. et medley med brasilianske bossanova klassikere, en versionering af Eliane Elias’ åbningsnummer fra musicalen, Man of La Mancha og afslutningsvist en fin versionering af Antonio Carlos Jobims og Norman Gimbels ”The Girl From Ipanema”.

Og uanset nummer og arrangement, fik man det klare indtryk, at Eliane Elias ikke kunne ønske sig noget bedre sted at være end netop på scenen i Glassalen i Tivoli i København – omgivet af mange, eminente musikere, feteret af et begejstret publikum.

Men – vel kan hun noget med formatet, big bandet og de store arrangementer, hun elsker det helt åbenlyst – og dog efterlod hun det indtryk, at hun teknisk, musisk følte sig bedre tilpas i de momenter, hvori hun gav den som krumtap i en mindre enhed – med ægtefællen og bandets trommeslager. Da hun for eksempel til allersidst – efter ekstranummeret, ”Stairway to the Ninth Dimension”, ikke kunne få sig selv til at forlade den københavnske scene, men lige måtte give et ekstra, ekstranummer, blomstrede hun. Det aller-allersidste nummer blev en minimalistisk, men meget fri udgave af ”The Girl From Ipanema”. I den var hun kun flankeret af ægtefællen og trommeslageren. I dén swingede hun, og i dén følte hun sig fri – selv om hun stadig overholdt formalia i kompositionen. Dén frihedssøgende og –begejstrede side af Eliane Elias ville jeg personligt gerne have hørt mere til fredag aften.

**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk