Det er mere end ti år siden, de grønlandske brødre Christian og Frederik Elsner skabte indierockbandet, Nanook. Siden er det blevet til fire album, hjemlige salgstal der matcher Kim Larsens Midt og natten og en konstant regn af guld. Nanook er – ubestridt – Grønlands mest succesrige band, pt.

Bandets originale sange, hvoraf mange kredser om naturen og konsekvenserne af den globale opvarmning, synges på grønlandsk – et sprog som ikke engang alle i Grønland taler – og alligevel har bandet international succes – med udsolgte koncerter og turnéer i blandt andet Skandinavien, Canada og Japan.

Torsdag går en drøm i opfyldelse. Da spiller bandet på Roskilde Festival – som det første grønlandske band i 25 år.

Roskilde kan åbne verden

Jeg møder Frederik Elsner i København forud for Roskilde-koncerten – til en snak om ambitioner og den forestående festival, kombinationen af grønlandsk musik og moderne, guitarbaseret indierock, det grønlandske sprog og den internationale succes – herunder til en snak om den gang bandet fik tilbudt en kontrakt med SONY i Japan, men takkede nej, fordi selskabet ville have dem til at synge på engelsk.

”Da vi startede bandet (i 2008, red.), kunne vi jo ikke vide, hvordan det ville gå, men det var oprindeligt vores mål at få en stor fanskare i Grønland. Det mål nåede vi forholdsvis hurtigt. Da vi havde udgivet vores tredje album (i 2013, red.) ville vi gerne mere end det, ud i en større verden – også fordi vi havde turneret i Japan og udgivet et album derovre. Sony ville skrive kontrakt med os, hvis bare vi ville fortsætte på engelsk. Men vi forklarede dem, at det ikke gik, for skulle vi synge fra hjertet, skulle det være på grønlandsk. Derfor blev udkastet til kontrakten annulleret. Vi kunne simpelthen ikke se for, at vi skulle give slippe på vores modersmål.”

Men SONY ville vel det samme som jer: have jer ud i en større verden…

”Ja, og de kunne selvfølgelig også se, at det grønlandske sprog gav nogle naturlige begrænsninger, men – helt barokt – har det vist sig, at historien om Grønland, indlandsisen og den hastige afsmeltning – også kan sælge musik. Når vi giver koncerter i Japan, kommer der gerne 3-4.000 mennesker – selv om vi synger på grønlandsk. Formodentlig kommer der endnu flere på Roskilde. Derfor tror vi også, at vores verden efter Roskilde vil åbne sig endnu mere.”

Dramatisk afsmeltning

De to brødre har igennem alle årene selv stået for alt – sangskrivning og komposition, produktion af musikken og videoerne, promotion af udgivelserne og turneerne, dialogen med koncertarrangørerne og journalisterne og dialogen med publikum via de sociale medier. Kun produktion har været i andres hænder, idet Mik S. Christensen har produceret på Atlantic Studio og Arnar Gudjónsson på Aeronaut Studios.

”Tror man selv på det, man laver, gør man også en ekstra indsats,” forklarer Frederik Elsner. ”I perioder har det været hårdt, men det har i vores tilfælde kunnet betale sig selv at gøre arbejdet. Vi har selv taget alle kontakter, og flere spillesteder har selvfølgelig taget chancer – fordi vi var ukendte – men efterhånden, som vi har fået succes, og rygtet derom har spredt sig som ringe i vandet, har vi fået flere og flere fans og lettere og lettere ved at komme ud. Alene det, at vi som det første grønlandske band er kommet på Spotify, har åbnet flere muligheder for os. Det kan vi helt konkret aflæse. På YouTube er der mere end 600.000, der har set en af vores musikvideoer. Også dét er en god respons.”

Mange af jeres sange handler om klimaet og den globale opvarmning. Hvorfor?

”Det gør de både fordi, der i forvejen er så meget snak om klimaet, men også fordi vi selv turnerer rundt i Grønland og for hvert år kan se hvor meget is, der forsvinder. Man skal se det for selv at tro det, men synet sætter tanker i gang: Kan vi selv gøre noget? Og vores svar har været, at vi kan skrive sange om det. Og de har altså sagt andre noget. Der er folk, der med afsæt i vores musik er begyndt at tilpasse deres egen livsstil for at mindske deres eget medansvar for opvarmningen. Og tro mig: Det er alvor! I dele af Grønland, hvor der for ti år siden var utrolig meget is, er der i dag næsten intet tilbage.”

Store natur og ungdom

Nanook har turneret flittigt i Grønland i de seneste år: spillet i alle de byer, hvortil man kan flyve, og flere bygder, hvortil man kun kan sejle.

”Der er 23 grønlandske byer og bygder, hvori vi har spillet. Og selv om det er dyrt at rejse rundt i landet har vi fået muligheden – en mulighed, som kun få bands får. Vi fik den, selv om vi fra starten spillede en anden form for musik, end grønlænderne var vant til.”

”Da vi startede, var Sumé det eneste store, grønlandske rockband (Sumé var det hidtil sidste grønlandske band, der spillede på Roskilde Festival – det var i 1995 – Nanook bliver det næste, red.). Derfor var vi også nervøse for, om vores musik var for speciel. Men folk kunne lide den.”

Og klimaet, hvordan blev det en del af jeres tekstunivers?

”Oven i koncertoplevelserne fik vi jo tidligt naturoplevelserne – blik for den store natur, som vi fløj over eller sejlede igennem på vej ud til de byer og bygder, hvor vi skulle spille. Oplevelserne i den grønlandske natur gør noget ved en. Man opdager, at man selv er ubetydelig, et sandkorn. Derfor blev naturen og klimaet også en del af vores tekstunivers. Ligesom det håb, vi knytter til fremtiden, blev en del af det. Naturen og klimaet kom ind i vores sangskrivning af naturlige grunde.”

Noget tyder på, at det især er unge, der er optaget af klimaspørgsmålet. Er jeres publikum ungt?

”Grønlands unge lytter i hvert fald ikke bare til nogen, der snakker om klima i fjernsynet, men mange af dem lytter til vores sange, og mange af dem forholder sig også til det, vi synger om. På den måde har vi fat i de unge. ”

”Når vi giver koncert i Danmark, kan vi se, at aldersspredningen er større – her er det typisk de 30-60-årige, der kommer og lytter og danser – selv om vores musik egentlig ikke egner sig til dans. Men de unge grønlændere – de lytter, fordi vi siger dem noget, og de skriver til os, at vi giver dem håb. Også dét bringer os videre. Vi har det ikke bare sjovt med at lave musikken, vi kan også løfte andre med den – unge, der har det svært, og dem er der mange af i Grønland.”

Håb for os og andre unge

Jeg spørger, om bandet har en politisk agenda.

”Vi politiserer ikke. Men vi vil gerne ændre noget og gøre opmærksom på naturens skrøbelighed. Derfor rummer vores sange også seriøse budskaber om klimaforandringerne. Men vi vil selvfølgelig også gerne have, at folk nyder musikken, og derfor synger vi også om håb.”

”Grønland er et stort land med kun 57.000 mennesker, så man kan umiddelbart tænke, at det er begrænset, hvor meget vi kan gøre ved den globale opvarmning. Men så længe der er håb, og så lange vi kan se, at noget virker, fortsætter vi. For nylig var jeg i Kina, hvor jeg i ti minutter sang og spillede i direkte TV for 1,3 milliarder mennesker. Dét skabte opmærksomhed. Også udenfor Kina. Bare de ti minutter gjorde en forskel.”

”Vi spillede sidste år på den islandske festival, Airwaves, og efter vores koncert kom der en stor journalist fra Rolling Stones Magazine hen og sagde, at vores koncert var noget af det fedeste, han havde set og hørt, så han ville skrive en artikel om os. Også dét var stort. For også dermed skete der noget – for vores band og for klimaet.”

Fornyelser i indierocken

Nanook er notorisk lig med indierock. Men indenfor genren, forsøger bandet også at forny sig.

”Vi spiller en blød, melodisk form for indierock, som folk i Grønland godt kan lide. Men vi prøver også at forny os – for ikke vedvarende at lyde som mere af det samme. Det kan folk godt lide, og derfor opstår der også nogle forventninger, som lægger et pres på os – men et interessant pres. For vi har selv lyst til at udvikle vores musik og sceneoptræden.”

”Derfor tager jeg også glad og gerne til festivaler i Danmark – for at se og høre hvad andre gør. For det kan give mig idéer til, hvordan jeg selv som sanger kan udvikle mig, og til hvad vi som band kan gøre på scenen – hvordan vi skal vægte musikken og showet. Især det – spørgsmålet om musik kontra show – er en balancegang. Jeg var til en koncert med Roger Waters, hvorunder der var meget fyrværkeri, rigtig meget af alt muligt. Og så var jeg til en anden koncert med David Gilmour – en koncert, der var barberet helt ned. Dét var mere mig. Men det er en balancegang.”

Det var så scenen. Men når I laver en ny plade, hvordan tænker I så fornyelse?

”Da vi lavede den første plade i 2009, havde vi en lang snak om, hvorvidt vi bare skulle lave noget traditionel grønlandsk musik eller prøve at blande rødderne – grønlandstrommen og det åndelige – med rocken. Hurtigt konstaterede vi, at det virkede fantastisk godt at mikse grønlandstrommen med et moderne trommesæt og tilføre rocken et åndeligt element. Det blev stort, fordi vi netop gjorde det på den måde. Og vi gør det stadig – også på det nye album. Man kan høre, at det er os, der spiller, fordi vi har en meget genkendelig guitarlyd.”

”Vores nye plade, Ataasiusutut misigissuseq, er indspillet i Island – nærmere bestemt i Sundlaugin (Sigur Rós) og Aeronaut Studios (Kaleo) – fordi vi gerne ville nærme os deres lyd og dermed videre udover vores egne grænser. Og det synes jeg er lykkedes.”

Nanook består af Frederik Elsner (guitar, vokal), Christian Elsner (guitar, vokal), Mads Røn (keyboard, piano), Martin Zinck (trommer) og Andreas Otte (bas).

Interview også publiceret i musikmagasinet gaffa.dk og i tidsskriftet CULTURES