MUSIKANMELDELSE Den canadiske jazztrompetist, Jacques Kuba Séguin, er en uhyre dygtig komponist og musiker. Det har han vist i flere konstellationer og gør det endnu engang i og med denne sekstet (som i øvrigt består af tenorsaxofonisten Yannick Rieu, vibrafonisten Olivier Salazar, pianisten Jean-Michel Pilc, bassisten Adrian Vedady og trommeslageren Kevin Warren). Séguins originale musik på albummet Migrations er – som på tidligere udspil fra hans side – melodisk, tilgængelig og alligevel moderne og sammensat. Den er dynamisk, direkte og næsten cinematisk og da også – selv om den er instrumental – baseret på interviews med folk med vidt forskellige kulturbaggrunde, men med det tilfælles at de i dag bor i Canada. Musikken er af samme grund som en vifte af vidt forskellige farver, som en dialog med folk med vidt forskellige historier, erfaringer og temperamenter. Helt gennemgående er musikken dog præget af en varm tone, en rutineret tyngde og en skønhed med kant. Et vemodigt nummer som Première Neige (You’re Not Alone) er dediceret mesterligt.
**** / Odd Sound / 49 min.