MUSIKANMELDELSE Den dansk kontrabassist, Anne Mette Iversen, er på mange måder en internationalt funderet kunstner. Hun har i en årrække boet og arbejdet i Brooklyn, men siden 2012 haft Berlin som primær base. Herfra udgår pt. hendes projekter, som både favner Europa og USA. Et af projekterne er med den europæiske jazzkvartet, Ternion, som udover kapelmesteren selv tæller den tyske saxofonist, Silke Eberhard, den franske trækbasunist, Geoffroy De Masure, og den tyske trommeslager, Roland Schneider. Denne kvartet tager på sit andet album, Invincible Nimbus, livtag med nye kompositioner, inspireret af forskellige, mere moderne, klassiske kompositionsteorier – med en tilgang og teknik, der nok fokuserer på melodi og harmoni, men som ikke desto mindre er kompleks, præget af eksperimenter med 12-tone-musik og opbygning af mønstre. Musikken på Invincible Nimbus er således vanskeligt tilgængelig, funderet på lyden snarere end skønheden og det lineære forløb. Instrumenteringen i sig selv bidrager kun til kompleksiteten og tilgængelighedens begrænsning.
*** / Brooklyn Jazz Underground Records / 52 min.