MUSIKANMELDELSE Når jeg lytter til Univers på Vers’ andet album, II, kommer jeg uvilkårligt til at tænke tilbage til dengang, DR havde monopol og producerede det ene sublime børneprogram efter det andet, den ene sublime børnefilm efter den anden. Den gang var det så godt som altid jazz, der udgjorde underlægnings- og/eller signaturmusikken. Man ville børn det bedste og gav dem jazzmusik! Univers på Vers volume II er som en tilbagevenden til dén tid. For det her er børnesange, 12 styk, tilsat jazzmusik. Jeg skal ikke kunne sige, om teksterne holder rent pædagogisk, men de er simple fortællinger – med titler som Helt alene hjemme, Børste bossa nova og ABC sangen – tilsat musik af lige så simpel, melodisk karakter. Udtrykket som helhed er naivt, uskyldigt, humoristisk. Teksterne, musikken og arrangementerne er skrevet af Anders Jacobsen, og musikken fremføres af musikerne: Heine Hansen, Pelle von Bülow, Ole Skipper og Kristian Jørgensen. Sangerne er: Mathilde Rosengren Bruun, Berte Lyneborg Wiggers, Anne-Ditte Løfberg Scheibye, Maja Caroc og Albert Jacobsen von Bülow. Uanset (de mulige, pædagogiske) kvaliteter er albummet for den voksne lytter for simpelt! Men måske er det et godt startpunkt for børn, der skal have jazz.
*** / Exlibris / 51 min.