KONCERTANMELDELSE Hun blev født i 1971 og pladedebuterede i 1994 – med albummet, ”Lisa Ekdahl”. Albummet gjorde hende på ingen tid til svensk og skandinavisk superstjerne. Det indbragte hende tre Grammy-priser og fire platin-plader. Solgte alene i Sverige mere end 800.000 eksemplarer.
Nu, 25 år efter, turnerer hun så i Skandinavien for at markere de 25 år. Det gør hun med en række koncerter, hvorunder hun spiller numrene fra debutalbummet og krydrer disse med enkelte andre numre fra bagkataloget og enkelte numre fra det nyeste, engelsksprogede album, ”More of the God” fra 2018.
At Danmark har en særlig plads i hendes hjerte, er der ingen tvivl om. Tilsvarende er der ingen tvivl om, at hun har en særlig plads i danskernes hjerte – det bekræftede 1) fremmødet onsdag aften i Koncertsalen i DR-Byen og det, at 2) folk sang med, når kvinden med den kvidrende lille-pige-stemme sang så store hits som Vem vet?, Du sålde våra hjärtan og Öppna upp ditt fönster.
En ting er, at albummet, ”Lisa Ekdahl”, er blevet stående som et af de sidste årtiers betydeligste album indenfor svensk visetradition og moderne folkpop. Noget andet, at Lisa Ekdahl og hendes fire sidemen (hvoraf den ene, Milton Öhrström på keys, er hendes søn – født samme år som debutalbummet udkom) faktisk formåede at revitalisere materialet med en let og luftig, kantet og kammerjazz-agtig spillestil.
Forbindelsen til jazzen var i Koncertsalen evident – med klaver (og/eller hammondorgel), kontrabas og trommer (spillet hovedsageligt med whiskers) plus guitar og vokal. Og ikke bare som følge af spillestilen, men også fordi der på anden vis var åbnet op for improvisation.
På scenen var der således et lykkehjul, som Lisa Ekdahl flere gange aktiverede og hvis felter indikerede hvilke nye numre, bandet skulle spille og hun synge. Hvis lykkehjulet stoppede med pilen på en af to stjerner, måtte publikum afgøre, hvad der skulle spilles. To gange i træk havnede pilen på en stjerne – og blandt andet derfor blev koncerten en forunderlig forbrødring mellem sangerinden, musikerne og publikum, svenskerne på scenen og danskerne i salen.
Det er klart, at musikerne – de fire sidemen – med lykkehjulet var tvunget til at have hele bagkataloget under huden. Men dét havde de også – selv om Lisa Ekdahl et par gange var utilfreds med udfaldet og tvang lykkehjulet tilbage eller videre uden i øvrigt at forklare hvorfor. Og uden at møde modstand af den grund. Folk var alligevel taknemmelige – selv om det naturlige, intime præg, som koncerten var rundet af egentlig talte for, at koncerten skulle have været et andet sted. Man kan ganske enkelt ikke skabe intimitet med den afstand der er fra scene til 3. balkon i Koncertsalen.
Intimiteten er knyttet til materialet, musikken og teksterne og til forløsningen heraf. Men også – og især – til Lisa Ekdahls indsmigrende stemme, som jeg selv bliver grebet af. Onsdag aften sad jeg imidlertid også og tænkte: Hvorfor taler hun til os, som om vi var børn? Hvorfor taler hun med en lille-pige-stemme med matchende gestik? Hvorfor iklæder hun sine musikere sparkedragter i forskellige farver? Hvorfor byder hun os en koreografi, der er så barnagtig? Hvorfor manifestere hun ikke, at hun nu er et voksent menneske, der sekunderes af en voksen søn, med hvem hun revitaliserer sit unge alter egos debutplade?
Vel er balancen mellem styrke og skrøbelighed hårfin, men Lisa Ekdahl hælder for meget i retningen af lille-pigen, uanset om hun taler eller synger, og uanset om hun synger de gamle numre eller de helt nye. Selv nye, ”modne” numre som I Know You Love Me og Like Mermaids fremføres med lille-pige-stemme. Sidstnævnte nummer er et gedigent udført håndværk, der oven i købet sender mine tanker i retningen af Katie Melua. I dét er Lisa Ekdahl på niveau med den georgisk fødte brite. Men Katie Melua er altså også 13 år yngre!
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk