MUSIKANMELDELSE Det er et fascinerende og usædvanligt, nyt album, den canadiske komponist og performer, Friendly Rich, hermed udsender: et decideret fantasifoster bygget over Frank Sinatras berømte plade fra 1958. Både Sinatras og Rich’ album bærer titlen Only the Lonely, men Rich’ pastiche over Sinatras mere end 60 år gamle udspil kommer enten fra en hæs og halsbetændt Rich, der taler ud (ikke synger) eller en ironisk(?), måske udslidt natteravn af en growler, der i al sødme forsøger at berette om fortrædeligheder. Med sine recitationer (snarere end sange) forsøger Rich således både at erobre land, som Frank Sinatra har defineret, og land som Marvin Gaye, Leonard Cohen, Tom Waits og/eller andre før har betrådt med deres mørke, drævende, sørgmuntre, måske søvndrukne og visne vokaler. Og han gør det godt, Rich. Med en pastiche som vitterligt er fascinerende og smuk – fordi den særegne vokal kombineres med et underskønt og meget stilsikkert akkompagnement. Albummet vil sikkert skille vandene, men hvor nogle ganske givet vil spørge: ”Hvad er meningen?”, vil andre – undertegnede inkluderet – forbinde gentagne aflytninger med fornøjelse.
**** / Quirky Studio / 43 min.