MUSIKANMELDELSE Den armenske komponist, pianist og vokalist, Areni Agbabian, har med sin ECM-debut skabt et helt enkelt og dog komplekst mesterværk. Et album, der er på én gang tager afsæt i sakral, armensk sang og musik og fornyer selvsamme tradition med jazzede, vokale improvisationer og stemningsmættede, moderne kompositioner for klaver og slagtøj. Med sig på debuten har Areni Agbabian den schweiziske slagtøjsspiller, Nicolas Stocker, med hvem hun løfter sit værk til det mesterlige niveau. Spirituelle, engelsksprogede sange og musikstykker som Patience, Mother og Full Bloom – kombineret med kortere og længere instrumentale musikstykker – efterlader et indtryk af et højt bevidsthedsniveau, et højt kunstnerisk ambitionsniveau og en håndværksmæssig kompetence af ekstraordinær styrke. Det ene øjeblik er der noget tilbageholdende, udforskende og sanseligt sfærisk over materialets karakter. Det næste noget melodisk stilsikkert og decideret intellektuelt over materialets formidling. Det er dét, der gør Bloom til et ekstraordinært mesterværk.
****** / ECM Records / 51 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES