MUSIKANMELDELSE Den alsidige DR-journalist, korrespondent og TV-vært, Jakob Illeborg, kan andet end at bedrive journalistik. Han kan f.eks. skrive og synge sange, hvilket han allerede påviste for år tilbage, da han var forsanger i indie-rock-bandet, Warwick Avenue, der blev signet af Columbia Records og sendt ud på internationale turnéer. Efter at have holdt pause fra musikken i en årrække og bl.a. rejst verden rundt som DR’s globale korrespondent, vender han nu tilbage til musikken – i eget navn, med eget materiale og et dream-team af danske jazzmusikere. Hans tilbagevenden til musikken markeres med albummet, Once Upon Tomorrow, der udgives af det lille, danske label, Stunt Records, som sædvanligvis profilerer sig på jazzen. Og ikke dermed sagt, at Jakob Illeborg nu er blevet en pæredansk jazzsanger og –skribent, for dét er ikke tilfældet, men hans nye indie-pop-rock rummer et strejf af jazz, og det er velgørende, giver kant og karakter. Og selv om sangene egentlig er engelsksprogede, æder man, at der undervejs i aflytningen dukker en gammel, dansk vise af Viggo Barfoed og Kai Normann Andersen op: Der var engang. Jakob Illeborg og kumpaner overbeviser med et gennemarbejdet materiale, nogle kantede indie-pop-rock-ballader og en lyd, der er tung og drævende, detaljerig og fin.
**** / Stunt Records / 45 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk