KONCERTANMELDELSE Kendis-kurven er for opadgående, og koncerten i Lille Vega fredag aften er helt sikkert kun en foreløbig kulmination for den aarhusianske hip-hop- og raptrio, Bogfinkevej.
Det forhindrede dog ikke orkesteret i at fejre kulminationen – med en fest, rigeligt med øl og en selvbygget bar i solidt træ på scenen.
To år efter at have været opvarmningsorkester i Lille Vega, kunne trioen se sit eget navnetræk på spillestedets plakat – og påtegnelsen: ”udsolgt”. Og fra scenen kunne den se og høre, at publikum var med – store som små, unge som gamle.
Størstedelen af Bogfinkevejs følgere fredag aften var åbenlyst fortrolige med materialet og – fascinerende nok – også meget forskellige. Forklaringen kunne være den enkle, at de fleste var aarhusianere og dermed helt fortrolige med den form for selvironi, der var indbygget i optøjerne. Når Søren Karim Bech for eksempel spurgte ud i luften: ”Kan det blive mere dosk?” Og selv svarede: ”Ja, det kan det!” Så var publikum klart med på den – med på, at et selvbygget lykkehjul blev båret ind på scenen, en tilhører hevet op på scenen, og at der så blev drejet og udloddet en vinyl.
Søren Karim Bech, Mads Horsdal, Lau Gad og deres bassist, blæsere og hang-arounds gav alt det bedste, de havde, fra muleposen med gakkede indslag og selvfølgelig fra muleposen med uhøjtidelige lejrbåls-blues-rap-sange samtidig med, at bagstoppere kastede gratis T-shirts ud fra scenekanten, personager indtog pladserne ved den selvbyggede bar og gæster trådte op for at udbygge festen. Igen Søren Karim Bech: ”Der er fandme så mange gæster, at back-stage er fyldt.” Blandt gæsterne var L.O.C., Wafande, Kejser A og Jokeren, som hver tog del i ét nummer.
Den tilsyneladende helt uregerlige fest antog i momenter karakter af mexicansk byfest – blot skulle øl have været erstattet af tequila, grå og sorte T- og sweatshirts af farverige slag og sombreros. Associationen til det mexicanske skyldtes især blæsernes stil, det melodiske aspekt og det urolige sammenrend af sjæle.
Fikspunktet på scenen var Lau Gad, som med sin lille guitar slog strenge an, sang og samtidig stod fast, mens Søren Karim Bech, Mads Horsdal og gæsterne som ADHD-ramte fætre strøg omkring på scenen. Fikspunktet fungerede! Og var med til at grounde attituder og styrke det kunstneriske.
Lyden? Den var dårlig! Så nye følgere blev ikke hjulpet synderligt. Men egentlig gjorde det ikke så meget, for stemningen – både på scenen og blandt publikum – efterlod ingen tvivl: Man var med i en på én gang helt rolig og helt balstyrisk fest. Man lo. Hoppede på stedet. Og lod sig rive med af melodiske, næsten spillemandsagtige numre som ”Smilets By”, ”Solen skinner altid på den anden side af skyerne” og ”Iben Hjejle”. Og helt ærligt: Teksterne er fascinerende, skæve. Musikken usædvanligt melodisk. Lejrbålsstemningen magnetisk.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk