MUSIKANMELDELSE Den amerikanske jazzbassist, Larry Grenadier, har med soloalbummet, The Gleaners, skabt et fascinerende, gribende og inderligt udspil, der fint holder balancen mellem jazzen og kammermusikken. Syv af de tolv, akustiske musikstykker har Grenadier selv skrevet, de øvrige er skrevet af John Coltrane, Paul Motian, Wolfgang Muthspiel, George Gershwin og Rebecca Martin. Men uanset ophav, er det den stofligt potente kontrabas, buens strøg og fingersætningen, der med den intime tyngde skaber det magnetiske felt, der kendetegner Grenadiers forsøg på at finde ind til sig selv og sin egen tone. Nok er der noget introvert over tilgangen til materialet og instrumentet, men samtidig er der også noget befriende frivolt og frejdigt over selvsamme graven i det indre. Man bliver som lytter vidne til noget – ikke privat, men meget personligt og netop nøgent og frejdigt. Derfor kommer albummet også til at fremstå som et usædvanligt solo-udspil.
**** / ECM Records / 42 min.