BOGANMELDELSE
Danske Veronika Katinka Martzen (f. 1994) debuterer med den helt usædvanlige digtroman med den helt usædvanlige titel: Jeg bruger min krop som et møbel.
Digtromanen er en sammensat størrelse, episk realisme, chick lit, drama og digt og roman og Twitterbeskeder i ét. Digtromanen er en (i hvert fald til dels) selvbiografisk størrelse om en forvirret, måske psykotisk eller psykisk syg eller trist eller deprimeret, ung kvinde med lange ben og store bryster, som forvirret leder efter sig selv og meningen med det hele, livet, kærligheden, kroppen. Hun går let i stå, falder let i staver, cutter eventuelt sig selv og morer sig over, at hun er bange for at dø, når hun til tider har trang til at tage livet af sig selv. Hun trøster sig med, at hun er god til at kneppe. Men lader sig gå på af, at Taylor Swift (den amerikanske sangerinde) ikke svarer på hendes henvendelser på Twitter. Bliver irriteret på sin gynækolog – uanset om denne måske eller måske ikke vil kneppe hende. Og tumler forvirret rundt, når hun af sin psykiater, Anne Lindhardt (som er psykiater i virkelighedens verden) slet og ret bliver bedt om at besvare spørgsmålet: Hvordan finder du værdi i det, du har.
Hovedpersonen hedder Veronika Katinka Martzen og hendes / forfatterens fortælling er vitterligt fascinerende. Vanvittig. Speedet. På én gang seriøs og sjov. Den svinger i form mellem digt og roman, drama (replikker), selvrefleksion, selvdestruktion, fantasi og realisme. Mellem gengivelse af beskeder på Twitter, skildringer af tanker og af det sagte (med regibemærkninger) under festtaler for hovedpersonen (er det i forbindelse med hendes konfirmation?).
Indledningsvist bliver jeg som læser irriteret over letheden og overfladen i det, jeg opfatter som chick lit. Og bliver jeg ikke irriteret, tænker jeg i hvert fald, at det her nok er let tilgængelig og forrygende læsning for tidens unge (kvinder), men ikke litteratur af en art, som vil overleve det kommende årti. Det her er ikke en bog, der vil overleve historiens distance. Men undervejs bliver jeg alligevel i tvivl. For 1) Veronika Katinka Martzen har virkelig et godt greb om sproget; 2) hun skaber virkelig en formmæssigt usædvanlig fortælling; og 3) efterlader dermed et virkelig uafrysteligt aftryk i min verden. Hendes digtroman er virkelig nybrydende, stilsikker og usædvanlig. Den er anbefalelsesværdig og gennemarbejdet – midt i al sin postulerede forvirring.
**** / Forlaget Gladiator / 240 sider