MUSIKANMELDELSE Albummet, Harder on the Outside, er resultatet af et årelangt samarbejde mellem den amerikanske jazzguitarist og –avantgardist, Jon Lundbom, og den ligeledes amerikanske jazzsaxofonist, Bryan Murray. Nævnte samarbejde er blevet kendt under pseudonymet, Balto Exclamationpoint. Lundbom og Murray skabte – på baggrund af et tidligt album af Big Five Chord – et ”nyt”, samplet album, ved på skift at bearbejde, tilføje og fradrage. Det nye album, Beats by Balto, Vol. 1, udkommer 1. marts i år. Men materialet hertil udgør samtidig grundlaget for nærværende album, idet selvsamme materiale er blevet indspillet live i et studie i New York og har resulteret i Harder on the Outside. Musikken er genremæssigt guitarbaseret avantgardejazzrock – med et forrygende og aldeles medrivende energiudslip som Prednisone som bedste eksempel. Der er noget ærligt, uforfalsket og pågående over musikken, noget no-nonsense, noget direkte, råt og meget konkret. En udtryksstyrke og –vilje, nok en hård skal, men også en substans i kernen.
**** / Hot Cup Records / 62 min.