KONCERTANMELDELSE Hendes længe ventede debutalbum, Lovers That Come & Go, udkom officielt fredag. Derfor kunne man med en vis ret kalde lørdagens koncert i København – efterårets eneste – for en slags ”release-koncert”, selv om Kwamie Liv ikke selv tog ordet, ”release”, i sin mund eller indikerede, at der fandtes et album, man nu kunne erhverve sig. Uanfægtet heraf stod det klart, at mange blandt publikum i det udsolgte Hotel Cecil var fortrolige med materialet – selvfølgelig tidligere numre som ”Lost In The Girl”, ”Pleasure This Pain” og ”Perfect Grace”, men også nyere udspil fra det nye album, singler som ”Sweet Like Brandy”, ”Follow my Heart” og ”Blasé”.
Men selv om mange altså var fortrolige med sangene og endda havde købt billet til det udsolgte spillested, var det alligevel som om, der gennem hele koncerten var et slørende filter eller en imaginær tåge mellem scene og gulv. Sangerinden var nok cool, der oppe på scenen, men hun var det på en måde, der gjorde, at der aldrig for alvor opstod kontakt med publikum. Jo, hun bukkede sig på et tidspunkt ned og hjalp en beundrer ved scenekanten med at få taget en selfie. Hun satte sig på et andet tidspunkt på hug og sang direkte til en berørt, ung kvinde – under en meget personlig sang om tabet af en ven, der havde begået selvmord (sangen, ”Higher”) – og hun henvendte sig også mere generelt til publikum, da hun i overskrifter introducerede sidstnævnte nummer. Men ellers var hun cool på en både magnetisk og afstandsskabende måde – på én gang sexet og sanselig, u(op)nåelig og i total kontrol. Som var begge poler i spil på én gang. Plus og minus.
Hendes sensuelle, mørke og hæse stemme havde – sædvanen tro – noget sensuelt og ekstremt dragende over sig. Men også noget ensartet, næsten enerverende. For hvor var variationen? Hvor var højde- og lavpunkterne? Hvor var mennesket? Nerven? Nødvendigheden? Alt andet end det postulerede cool?
Jeg blev glad, da hun midtvejs i koncerten sang nummeret, ”Palm Tree Jungle”, og da hun straks derefter sang, ”Pleasure This Pain”, fordi hun med de to numre formåede at ridse i den rå overflade. Om end hun kort efter faldt tilbage i det sikre spor.
Ret skal være ret: Kwamie Liv har en dybt fascinerende vokal, hun er alt andet lige Danmarks bedste svar på Lana Del Rey. Et sandt stortalent. Men at høre hende en hel time uden større variation eller mere dialog, end det hun præsterede, kan føles som lang tid. Et blik rundt på publikums ansigter sagde mig, at flere var fanget mellem den dybe fascination og den lette frustration. Manglen på variation skyldtes ikke alene Kwamie Liv, men også lyden. Flere gange undervejs i koncerten mudrede lyden, især når stortromme og bas fik for megen medvind.
Derfor blev modstykket – ekstranummeret, ”Pianomand” – også en lise. En fornem hyldest til afdøde Kim Larsen, og en lige så fornem hyldest til sangen, musikken, poesien og det enkle, som Kwamie Liv faktisk mestrer.
*** / koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk