MUSIKANMELDELSE Som nævnt flere gange tidligere i år – i forbindelse med anmeldelser af udgivelser fra det tyske label, MPS – fejrer selskabet i 2018 sit 50-års jubilæum. I den forbindelse har selskabet bedt en række ”ambassadører” for jazzen udvælge en udgivelse fra det righoldige bagkatalog – en udgivelse som så genudgives i en re-mastered, kommenteret version. Nyeste genudgivelse i rækken er ”kurateret” eller rettere – udvalgt og kommenteret – af den tyske trompetist, Till Brönner. Han har peget på Oscar Petersons album, Motions and Emotions, fra 1969, og det album foreligger af samme grund nu – som et opdateret vidnesbyrd om, hvor fremragende en jazzpianist, Oscar Peterson var. Line-up er: Oscar Peterson (klaver), Bucky Pizzarelli (guitar), Sam Jones (kontrabas) og Bob Durham (trommer). Arrangementerne står Claus Ogerman bag. Og numrene – det er moderne standards som Henri Mancinis Sally’s Tomato, Jim Webbs By The Time I Get To Phoenix, Burt Bacharachs This Guy’s In Love With You og Paul McCartney/John Lennons Yesterday og Eleanor Rigby. Især sidstnævnte er en kunstnerisk magtdemonstration i Oscar Petersons version.
**** / MPS Music / 37 min.