KONCERTANMELDELSE    Det er ikke engang fem måneder siden, Jorja Smith udsendte sit første album, ”Lost & Found”, men de forudgående singler og samarbejder (duetter) havde allerede da tiltrukket sig opmærksomhed i Storbritannien, og da hun torsdag aften (for første gang) kom til Danmark, var der udsolgt i Store Vega i København. Og ikke bare dét. Flere blandt publikum var åbenlyst så fortrolige med hendes materiale, at de kunne synge med i et omfang, der kom bag på hende.

En komet

Man kan med rette kalde den britiske sangerinde en komet. Jorja Smith er kun 21 år gammel og har kun været på scenen i et par år, men hendes materiale og vokal giver indtryk af en kunstnerisk tyngde, som hun reelt ikke kan opvise. Hun er af musikjournalister blevet sammenlignet med sangerinder som Lauryn Hill og Amy Winehouse og især sammenligningen med førstnævnte er oplagt. Den unge, britiske soul- og R&B-komet agerer nemlig indenfor et miks af genrer, som gør dén sammenligning naturlig. Selv har hun da også i interviews vedgået, at Hill er inspirationskilde, og hun har samtidig tilføjet hiphop-navne som Mos Def og The Streets.

Nyt miks

Lytter man til Jorja Smiths ene album – og singlerne og samarbejderne med eksempelvis Drake, Stormzy og Khalid – og lytter man til hendes egne numre – eksempelvis til titelnummeret fra albummet ”Lost & Found” eller nummeret ”Blue Lights” befinder vi os indenfor et drævende miks af Soul, R&B og hip-hop. Men i forhold til uforlignelige Lauryn Hill fornyer hun også mikset. Når hun kaster sig ud i en enkel ballade – og det gjorde hun i hvert fald to gange i Vega – er det til gengæld som om, hun knytter tråde tilbage til andre navne og traditioner. Balladen, ”Don’t Watch Me Cry”, var efter min mening aftenens højdepunkt – i det klokkeklare nummer sendte hun på sæt og vis tankerne i retningen af Katie Melua. En anden ballade, ”Carry Me Home”, hvori hun sang duet med Maverick Sabre (som også er opvarmning på den øjeblikkelige turné), var et andet højdepunkt.

Syng rent

At dét var et højdepunkt skyldtes også, at han sang så godt. Nummeret, der kom midt inde i koncerten var befriende, og ikke bare fordi det var godt – men også fordi det på en eller anden måde var med til at rette op på den tone, som Jorja Smith havde så svært ved at ramme. Især første halvdel af koncerten var præget af skæve toner i hendes vokal. Formodentlig af tekniske grunde. Hvorfor hun ikke fik hjælp var mig en gåde. Men netop der blev Jorja Smiths naturlige mangel på teknisk tyngde og rutine blotlagt. Og i den situation hjalp det ikke, at hun var yndig og til tider havde et indtagende smil på læben. Hun ramte skævt, meget skævt. Ikke bare i de tre første numre, som ellers er så forrygende – ”Lost & Found”, ”Teenage Fantasy” og ”Something in the Way” – men også i de efterfølgende. Dét tog publikum heldigvis i stiv arm, for hen imod slutningen af koncerten – især i ekstranumrene, ”Don’t Watch Me Cry”, ”Let Me Down” og ”On My Mind” – blev det hele forløst til UG.

Kvalitet

I ekstranumrene var Jorja Smith teknisk på niveau med sine studieindspilninger, og så forstod man, hvorfor hun er blevet en sådan komet på stjernehimlen. Og hvorfor hun er blevet kaldt det nye store navn i Storbritannien. Jorja Smith er – uden tvivl – et stort, stort talent, som det bliver spændende at følge.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk