FILMANMELDELSE    Jeg skal gerne tilstå, at jeg på forhånd var skeptisk. En spillefilm om navnkundige Queen og fænomenet Freddie Mercury! Jeg havde svært ved at se det for mig som andet end kitsch. Havde det så været en dokumentar, lige som den om Amy Winehouse, så ville jeg have kunnet se filmen for mig, for selvfølgelig måtte der være masser af optagelser med Queen og Mercury. Det var der i filmen om Winehouse, overraskende mange, også private, som tilsammen gav et både dybt fascinerende og meget bedrøvende portræt af den unge brite. Selvfølgelig måtte der tilsvarende være mange optagelser af Queen og Mercury, fascinerende og bedrøvende. Og alligevel, kunne jeg forstå, var ”Bohemian Rhapsody” en spillefilm, der tilstræbte at gengive rockorkesterets, sangskriverens og vokalfænomenets liv og virke – på og udenfor rampelyset. Men hvor sandsynligt var det lige, at man kunne gengive alt det, troværdigt? Jeg var på forhånd meget skeptisk.

Overbevist

Men jeg blev overbevist. Overraskende hurtigt. Og Rami Maleks sang- og skuespilpræstationer – de var udslagsgivende. Præstationerne var både respektindgydende og overbevisende! Og så affandt jeg mig med, at filmens Freddie Mercury så en anelse (men kun lidt!) anderledes ud end virkelighedens. Og at Maleks sangstemme, spændvidde og artikulation også var anderledes end Mercurys i virkeligheden. Malek blev på en eller anden måde – i de to timer og tyve minutter, filmen varede – Mercury! Det var dét, der gjorde, at jeg blev overbevist.

Én svaghed

Svageste delelement i spillefilmens historie om Mercury var den om hans langsomme transformation fra heteroseksuel til bi- og/eller homoseksuel. Men at netop det delelement af historien i filmen var svagt skyldtes manuskriptet, ikke Maleks indsats. Den del af historien fremstår påklistret eller som et nødvendigt onde, der også må nævnes, mens musikkens tilblivelse og orkesterets særegne karakter i virkeligheden er det, instruktøren ønsker at fokusere på. For selv hans indsats – som excentrisk, stof- og alkoholmisbrugende king of the homo-party – var overbevisende. Hans skildring af den personlige succes, derouten, misbruget, genindførelsen af den seriøse rygrad såvel som det endelige, uafvendelige fald og dødsfald var troværdig. Og det samme var hans sceneoptrædener og sangpræstationer.

Taget i skole

Vel havde filmholdets musik-supervisor, Becky Bentham, på forhånd taget Malek i skole og arbejdet med hans sangstemme, hans vejrtrækning, hans ansigtsmuskulatur og hans kropssprog. Men at Malek i så udtalt et omfang formåede at blive Mercury var alligevel imponerende. På soundtracket hører man således skuespillerens egen vokal. Og at dén fungerer, skyldes ganske givet Becky Bentham – og den tekniske stab i øvrigt. Men også Brian May og Roger Taylor (henholdsvis guitarist og trommeslager i virkelighedens Queen) som har vejledt Malek. Og selvfølgelig den prisbelønnede instruktør, Bryan Singer (som blandt andet står bag film som ”The Usual Suspects”, ”X-Men” og ”Superman Returns”), der som inkarneret fan af Queen har fået en drøm opfyldt med virkeliggørelsen af ”Bohemian Rhapsody”.

Handlingen

Filmen følger Mercury fra han som ung ”forlader” sin biologisk familie og bliver en del af det undergrundsorkester, der bliver til Queen. Følger Mercury og Queens opstigning til tinderne, Mercurys møde med kærligheden (en kvinde), hans og gruppens kontroverser med managere og pladeselskaber, gruppemedlemmernes indbyrdes kontroverser, deres brud – da Mercury forlader Queen, fordi han har fået en lukrativ solokontrakt og i enhver forstand (bortset fra kunstnerisk!) bliver grænsesøgende (især hvad angår seksuel udfoldelse og indtagelse af stoffer og alkohol) – og endelig fortrydelsen (konstateringen af, at han har fået AIDS, og at han reelt har vendt sine rigtige venner ryggen) og gruppens genforening og efterfølgende ”magtdemonstration” ved Live Aid-koncerten på Wembley i London i 1985 (og i den forbindelse Mercurys ”genforening” med den biologiske familie). Og undervejs – som et væsentligt side- eller hovedspor – tilblivelsen af den sang, der bliver gruppens signatur, ”Bohemian Rhapsody”. Historien om dén er i sig selv det hele værd. F.eks. fordi den rummer kimen til forståelse af Mercurys kærlighed til opera.

****  /  134 min.  /  Film også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk