KONCERTANMELDELSE    Vel er han legendarisk, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at han på sin øjeblikkelige turne medbringer sin egen lydfil, og at den netop før han entrerer scenen bliver afspillet med ordlyden: ”Please welcome the legendary singer-songwriter, Don McLean”. Jeg mener, det ville have været noget andet, hvis koncerthuschefen i København havde stået på scenen og sagt det samme. Men en medbragt lydfil med den ordlyd? Lidt ydmyghed ville have været klædelig.

Manglen på ydmyghed blev flere gange under Don McLeans koncert åbenlys. Det gjorde den for eksempel, når han udtrykte sin glæde over, at vi alle sad så godt, at vi kunne se ham. Eller når han let hoverende nævnte, at han engang – ligesom Dolly Parton – havde sagt nej til at afgive et nummer til Elvis Presley. Men ret skal være ret – jeg kunne ikke vurdere, om Don McLean selv var bevidst om det uklædelige i udsagnene.

Ikke desto mindre mener jeg, at det er smukkest, når det er andre, der nævner en kunstners meritter og tager ord som ”legendarisk” i brug for at beskrive eksempelvis Don McLeans betydning for musikken.

Men den betydning har han. Som sangskriver og sanger har han reelt skrevet sig ind i berømmelsens annaler – især med sangen American Pie fra 1971. Sangen, der handler om den dag, musikken døde, er en hymne til Buddy Holly, Ritchie Valens og The Big Bopper, som alle døde i et flystyrt i Iowa i 1959. Sangen er placeret som nummer 5 på den amerikanske pladeindustris (RIAA’s) liste over det forrige århundredes vigtigste sange og gør det ganske rigtigt muligt for ham – som han engang sagde i et interview – at leve af indtægterne fra dét alene.

Jeg var selv teenager, da jeg i 1970’erne hørte sangen, som i Don McLeans oprindelige version slog benene væk under mig med den enkle og ydmyge formidling, der vægtede det melodiske og den raffinerede og mange facetterede poesi. At lytte til Don McLean var for mig, den gang, som at lytte til de andre, store, samtidige singer-songwritere – folk-rock-sangere som Bob Dylan, Joan Baez, Carole King, Joni Mitchell og Paul Simon.

Den glæde jeg i 1970’erne havde fået ved at lytte til American Pie genfandt jeg, da Madonna revitaliserede nummeret i 2000. Hendes versionering var efter min mening det bedste, hun til dato havde indspillet – igen, på grund af poesiens mange facetter og det enkle, melodiske og ydmyge.

Siden 1971 og 2000 er der løbet megen vand igennem de danske bække og åer, men jeg er jævnligt vendt tilbage til Don McLeans gamle numre, ligesom jeg jævnligt har lyttet mig ind på hans nye tiltag – eksempelvis hans nyeste album, Botanical Gardens, som kom på gaden i marts i år. Botanical Gardens er Don McLeans 19. studie album, det første i 8 år, og selv det giver en klar fornemmelse af, hvorfor Don McLean siden American Pie har modtaget mere end 40 guld- og platinplader og har givet mere end 4.000 koncerter på verdensplan.

Selv om han med andre ord er en levende legende, var det mandag aften første gang, jeg oplevede ham live. Derfor var jeg også uforberedt på det spænd, jeg oplevede fra pladerne – det enkle og ydmyge – til den selvglade og fanden-i-voldske gamle fætter, der dukkede op på scenen i Koncerthuset i DR-Byen. Da den usikkert og langsomt gående, 73-årige Don McLean først var nået ind midt på scenen og her stod badet i lys, bad han os om at huje og råbe og agere, for nu skulle vi have noget rock’n’roll og en fest. Dét tog publikum alvorligt. Men selv blev han stående med spredte ben, som en nervøs saltstøtte, der frygtede, at bølger skulle underminere fundamentet under ham – samtidig med, at han skød brystet frem og med forcerede greb og stærkt suppleret af de gamle kammesjukker – Tony Migliore på klaver og keys,  Jerry Kroon på trommer, Vip Vippermann på guitar og Brad Albin på basguitar – tog fat på aftenens program med den gamle ballade, You Got Me Singing The Blues.

Meget, meget hurtigt stod det klart, at hans stemmepragt ikke længere er, hvad den har været. Men at stemmen knækkede og legenden ofte røg ud af pitch kunne lige så vel skyldes hans trang til at forcere som hans tiltagende alder. Ikke overraskende blev aftenens højdepunkter de øjeblikkelige udgaver af henholdsvis American Pie, Vincent og Crossroads – Don McLeans måske tre største numre. Personligt faldt jeg især for Crossroads, fordi nummeret helt naturligt kaldte på en økonomisering med såvel stemme som arrangement. Alt i alt var live-oplevelsen dog en skuffelse – selv om flere blandt de dedikerede publikummer helt givet var af en anden mening.

***  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk