MUSIKANMELDELSE Der er ingen tvivl om, at den canadiske jazzpianist, Jeremy Ledbetter, er kunstnerisk ambitiøs. Eller for den sags skyld om, at han formår at økonomisere med sine kvaliteter. For på sit nye album, Got a Light?, forcerer han intet. Tværtimod. Han søger det enkle og alligevel mange facetterede udtryk med sin trio – der i øvrigt består af Rich Brown på kontrabas og Larnell Lewis på trommer. Trioens musik kan genrebetegnes som moderne, stringent instrumentaljazz, der for det meste er ekspressiv (som i titelnummeret eller numrene, Mais Um og Gift Shop), i enkelte tilfælde nedtonet (som i numrene, Suspirito og The Tightrope Walker). Man fornemmer til tider en legesyge, et element af den eksotiske musik, som Ledbetter er rundet af, og til andre tider en helt anderledes alvor – og når man ser (eller rettere: hører) alt det – velvidende, at han sædvanligvis spiller med store orkestre – bliver hans herværende ambition om at søge ind til kernen i udtrykket ganske interessant. Ledbetter har kogt sin ret ind og med ”held” forsøgt – uden smagsforstærker – at skabe et grundelement!
**** / Alma Records / 51 min.