BOGANMELDELSE Martin Kirkegaards nye (anden) digtsamling er lidt af en prøvelse. Vel er der en forfriskende, ungdommelig energi i hans udladninger. Men i momenter fremstår hans digte også som en studentikos ophobning af ord, der blot får frit, associativt løb.
Som læser foretrækker jeg, at ord – sat sammen – giver andet end en lyd eller rytme. Jeg vil for eksempel gerne fornemme, at de rummer en mening! Men der er ikke altid mening i Kirkegaards digte i Intet øjeblik har permafrost i sine øjne.
Tag et digt som transmission. Første afsnit tager sig ud som følger:
transformation og transvestit / i transit under translokation / med den transsibiriske jernbane / verden synes transparent / gennem transfervinduet / på vej fra Transsylvanien
Vel er der musikalitet i ordene. Vel er der lyd og rytme. Men mening? Og moden refleksion?
Eller tag et digt som på kantens puls høres vejen. Her hedder det i syvende afsnit:
veje der viser / vejviser / veje med udsigt / veje med indsigt / nødvendige veje / veje der vejer alt for meget
Afsnit som disse gør mig træt. For ordene – sat sammen – forekommer mig meningsløse. Selvfølgelig kan jeg hæfte mig ved, at forfatteren undlader at bruge versaler. Selvfølgelig kan jeg hæfte mig ved rytmiske brudflader og andet. Men jeg får lyst til at citere femte afsnit fra et helt tredje digt i Kirkegaards samling – nemlig fra digtet fuldmåne over brabrand sø:
skriften bliver / ikke dybere end ordenes / resonans bag brystets ben
Nemlig! Får jeg lyst til at sige. Det er præcis sådan, jeg oplever Kirkegaards digte. De er ikke dybere end ordenes resonans. Og dog…
Der er undtagelser: Digte som min venstre hånd og tempus. I tredje afsnit af sidstnævnte digt hedder det:
sproget folder sig ind / og vil ikke komme ud / det bliver derinde / tremmefanget bag tykke mure / vil ind til sproget / ind til ordet / fanget udenfor / blokeret og parkeret / intet fangbart / åbenbart / sådan er det lige nu.
Hvis disse ord udtrykker en tilstand, må det være dén, forfatteren har befundet sig i, da han skrev samlingen. En tilstand af magtesløshed og frustration over, at ordene har hobet sig op og ikke vil ud på en meningsfuld, reflekteret vis.
Det kommer de så alligevel – i passager – men desværre kun i passager.
** / Forlaget for Ophobet Litteratur / 216 sider