KONCERTANMELDELSE Det er kun tre måneder siden, hun sidst var i København – den amerikanske politikvinde aka Joan Wasser. Dén gang – i april sang og spillede hun i Lille Vega iført klodsede, røde plateau-støvler og røde læderbukser, der stumpede under knæene. Mandag aften i Hotel Cecil optrådte hun iført en ærmeløs heldragt i guld, med brede bukseben og hvide plateau-sneakers. (Hun må have et issue med sin højde! Eller et ønske om udsyn). Hvor hun i Lille Vega optrådte som en anden Pippi Langstrømpe, med kant og kækhed var hun i Hotel Cecil mere nedtonet og sårbar. Og dét til trods for, at store dele af materialet var det samme som i Lille Vega.
Hotel Cecil-koncertens sjette nummer – Start of My Heart (fra albummet Survive, 2008) markerede om noget forskellen på de to koncerter. Med netop dén ballade bragte hun mandagens koncert i en mere intim og melankolsk retning. For hun fulgte nummeret op med balladerne What Was It Like og Valid Jagger. Førstnævnte knyttede hun (endnu engang) en lille historie til. Nummeret er således en hyldest til hendes afdøde far, der åbenbart var enestående. Han var videnskabsmand, en mand af få ord, men viis og lidet fordomsfuld. Om det at dømme og fordømme andre mennesker sagde han for eksempel: ”I could never see what passing judgement on anybody else would ever do for me”. Sætningen indgår i teksten til sangen, som både rummer en dyb indsigt og kærlighed.
De tre ballader blev fulgt op af nummeret, I Defy, som Joan As Police Woman oprindeligt indspillede med Antony Hegarty fra Antony and the Johnsons (på albummet, Real Life, 2007). Dét nummer hørte vi heller ikke i Lille Vega. Lige som vi der heller ikke hørte nummeret, Christobel (fra samme 2007-album), hvortil Joan As Police Woman i Hotel Cecil spillede elektrisk violin. Til gengæld hørte vi begge gange den selvudleverende ballade, Silly Me, som i Hotel Cecil blev et af de absolutte højdepunkter – en virkelig fascinerende tur i skriftestolen.
Intimiteten og melankolien, det nedtonede og sårbare blev kendetegnende for koncerten som helhed. Selv i slutnummeret, der (vanen tro) var en versionering af Prince’s hit, Kiss, indpodede Joan As Police Woman intimitet og melankoli af en art, der fik folk til aktivt at lytte. Og det, vi hørte, var gribende. Præget af indlevelse, ægthed, autenticitet.
**** / Koncertanmeldelse også publiceret i musikmagasinet gaffa.dk