MUSIKANMELDELSE Det’ altid nu! er makkerparret Jes Holtsøs og Morten Wittrocks fjerde fælles album. Et album, der endnu engang klargør, at de to rutinerede kræfter begiver sig af med at skrive, synge og spille original, dansksproget bluesrock af den simple slags. De to går ikke efter raffinementer og mestrer dem sandsynligvis ikke – hverken teknisk eller kunstnerisk – men det er for så vidt også i orden. For de to går efter autenticiteten – vil jeg mene – og dén er i hvert fald evident på dette fjerde album, hvorpå lytteren igen-igen stifter bekendtskab med et levet liv, bump på vejen og en troværdig blåtone. Bedste, mest veludviklede nummer på det nye album er Blå weekend – et nummer, der swinger, krøller og skinner trods forudsigelsen om, at en blå weekend står for døren. Ellers er min oplevelse af albummet som helhed, at fraværet af raffinementer er et problem. For enten skal sangteksternes tyngde, kompositionernes ditto, teknikkens raffinementer eller den kunstneriske indsats være på højt niveau – det simple kan være smukt, hvis det indrammes af noget af dette – men det gør det altså ikke her.
** / DME / 32 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk