SHOWANMELDELSE En ting er, at det stort anlagte show for Kronprins Frederik i Royal Arena søndag aften – i forbindelse med hans kongelige højheds 50-års fødselsdag – i store træk blev afviklet tilfredsstillende (af det DR, der af den fremmødte kulturminister m.fl. fremadrettet vil blive påtvunget besparelser af uhørt omfang. Hvor heldigt for Kronprinsen, at han nåede at blive 50, inden det nye medieforlig bliver en realitet!) Noget andet er, at det logistiske, tekniske og kommunikative apparat, som TV-seerne ikke så i den direkte transmission, tilsyneladende også fungerede – d.v.s. lanceringen, billetteringen, akkrediteringen, serviceringen m.m.m. Og nok så væsentligt: sikkerheden! Tilsyneladende alt blev afviklet snorlige og uden problemer. Tror jeg (for jeg så jo heller ikke alt).
Det mærkelige ved at være reporter ved et show som Hele Danmark fejrer Kronprinsen er, at man – formodentlig af hensyn til de kongeliges sikkerhed (eller af hensyn til sikkerhedsfolkenes overblik) – får begrænset sin bevægelsesfrihed (selv om pressekortet sædvanligvis giver adgang gennem politiafspærringer) og bliver anvist afgrænsede områder, som man må opholde sig indenfor i afgrænsede tidsrum. Selv blev jeg anvist et område ved den røde løber inde i bygningen, og siden ved pressens pulte inde i arenaen og i det klaustrofobi-fremkaldende presserum for enden af foyeen. Men kun der. Jeg kunne ikke i utide forlade den røde løber og gå om på arenaens modsatte side og følge de almindeligt dødeliges ankomst eller for den sags skyld gå ind i selve arenaen og følge forberedelserne – selv om jeg, som alle andre pressefolk – var mødt ganske tidligt frem. Næ, jeg var tvunget til – for en tid og efter grundige sikkerhedstjek – at blive i ”pool 2” og se folk som grevinde Alexandra af Frederiksborg, quiz-konge Jarl Friis-Mikkelsen af TV2-Charlie og erhvervsmatador Fritz Schur af Whiskybæltet ankomme. Sidstnævnte med egne sikkerhedsvagter. Dernæst var jeg tvunget til i ”pool 3a” at sidde ved siden af en anden journalist, der skulle bruge 15-20 minutter på at karte rundt på sin stol, få etableret en internetforbindelse og i det hele taget få bragt orden i sine remedier, før han kunne rette blikket mod scenen. Men altså, det var selvfølgelig luksusproblemer, for modsat det ”rigtige” publikum, fik vi journalister og fotografer (gratis) adgang til at se alle giraffer på tæt hold umiddelbart efter deres ankomst og adgang til eventuelt at stille dem nogle spørgsmål, alt imens de 12.000 almindelige danskere ( hvoraf hovedparten havde købt deres billetter) i busser, tog og egne biler indfandt sig ved arenaens modsatte side, hvor de forblev en del af mængden.
Den røde løber blev trafikeret halvanden time før showstart og trafikken aftog igen en halv time før. Og i dele af det tidsrum, hvor fotografer og journalister både kæmpede med at genkende kendisser og afgøre, hvem de skulle fotografere, titulere og stille spørgsmål kunne jeg gennem de åbne døre til hallen høre TV-værten Jacob Riising piske en stemning op, som var det finalen i VM i ishockey, der startede kl. 20. En lidt forceret gejst, tænkte jeg, da jeg samtidig ud af vinduerne kunne se uprætentiøse Krone 40 ankomme med Kronprinsen, Kronprinsessen og deres fire børn.
Inde i arenaen, hvor soundtracket til Kronprinsens liv ifølge de rutinerede, dygtige og afslappede værter, Mads Steffensen og Stéphanie Surrugue, forestod, var alene det, at sidde blandt 12.000 mennesker i et lukket rum selvfølgelig overvældende. Men lige så overvældende var det undervejs i showet, hvor især musikere og komikere optrådte live, at opleve, at Kronprinsen og hans familie blev modtaget og underholdt i en oprigtigt varm og favnende tone. Vel var det fint at høre Lukas Graham, Tina Dickow, Dizzy Mizz Lizzy, Mø, Kesi, Sort Sol og Oh Land optræde, men ingen af disses kortvarige optrædener – end ikke summen af deres optrædener – fremstod som årsag til, at så mange havde indløst billet. Den klare fornemmelse var, at de 12.000 havde indfundet sig, fordi de gerne ville tage del i fejringen af Kronprinsens fødselsdag. Inde i arenaen udløste billeder på storskærme af den royale families reaktion på det, der skete på scenen og blandt publikum, åbenlyst større applaus end det, de enkelte kunstnere præsterede på scenen. Om man kunne fornemme det bag TV-skærmene derhjemme, kunne jeg af gode grunde ikke vide, men for en gangs skyld, var det f.eks. lykkedes arrangørerne af et storstilet show som dette at lave et set-up, hvor det for publikum i arenaen ikke var som om, man var taget som gidsel i et stramt tilrettelagt TV-program. (Den frygt havde jeg ellers, da jeg hørte Jacob Riising piske en stemning op forud for showet). Showet i Royal Arena fungerede, og lyden var – i modsætning til, hvad jeg før har oplevet under stort anlagte shows – ganske god. Vel var den lidt overstyret, da f.eks. Dizzy Mizz Lizzy leverede nummeret Brainless, men den var til gengæld overraskende god, da f.eks. Sort Sol leverede nummeret, Let Your Fingers Do The Walking. Og helt gennemgående var det en oplevelse at høre Danmarks Radios Symfoniorkester folde sig ud – sammen med de nævnte navne. Jeg greb mig selv i flere gange at tænke: Bare kulturministeren hører, hvad et godt gedigent og fuldtalligt symfoniorkester kan, før hun også svinger sparekniven over dét.
At repertoiret og valget af optrædende skulle være et soundtrack til Kronprinsens liv? Det udsagn måtte man naturligvis kende ham bedre for at kunne vurdere sandheden i. Der var ingen tvivl om, at han kunne lide det, han så og hørte. Men jeg spekulerede også over, hvad det var, han ikke så og hørte? Hvad det var, der ikke indgik i showet? Havde hans egen play-liste reelt haft betydning for valget af kunstnere? For hvor var alle de andre stilarter og genrer, som han også har vist sig interesseret i? Det er muligt, at showet som helhed ville været blevet for fragmentarisk, hvis man havde introduceret andre navne og genrer, men hvorfor gøre det hele så ensidigt?
Nuvel… showet fungerede for gæsterne i Royal Arena, og arrangørerne – Kongehuset, hele Danmarks Radio, arenaen, politiet m.m.fl. – gjorde aftenen til noget ganske særligt.
Også publiceret i musikmagasinet gaffa.dk