MUSIKANMELDELSE Den fremragende, amerikanske guitarist, Steve Tibbetts – født i 1954 – er en ener på den internationale jazzscene. Han har været knyttet til det tyske label, ECM, siden 1981 og med Life Of udgivet i alt ni uforudsigelige album på det legendariske label – album, der har haft dét tilfælles, at de har været originale, særegne og sfæriske. Og – i de fleste tilfælde – minimalistiske. Tibbetts søger således det enkle udtryk samtidig med, at han notorisk skaber det mange facetterede. BBC har beskrevet hans musik som et ”brillant og individuelt bryg”. Og det er det. Life Of er endda næsten som en opfølger på det bryg, han skabte i 2010 med albummet, Natural Causes, hvorpå Tibbettes (også) demonstrerede en eminent håndtering af sin 12-strengede guitar. På Life Of hører man bare også nogle klange, som man ellers skal til Himalaya og Sydøstasien for at høre. Klangene er især fremkaldt i sammenspillet med den mangeårige samarbejdspartner, perkussionisten Marc Anderson, der spiller på nepalesiske og balinesiske gongs – flankeret af Michelle Kinney, der spiller på cello. Klangfladerne – ja, lydlandskaberne som sådan – vidner om en mangeårig interesse for de spirituelle lag i den asiatiske tradition – kombineret med en sans for den moderne, vestlige form for sfærisk jazz.
***** / ECM Records / 51 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES