MUSIKANMELDELSE Marc Sinan er en klassisk, vestligt uddannet guitarist af tysk / tyrkisk / armensk oprindelse. I det seneste tiår er hans interesse for traditionel, østligt orienteret musik – især tyrkisk / armensk musik imidlertid taget til – og dét har f.eks. resulteret i et intensiveret samarbejde med den tyrkiske klarinettist, Oguz Büyükberber. Büyükberber medvirkede på Sinans ECM-album, Hasretim: Journey to Anatolia (fra 2013), i Sinans musikteaterstykke om folkedrabet i Armenien, Komitas (fra 2015) og nu – med ECM-albummet, White (2018) – i en duo med Sinan. Og udtrykket på dét album er på én gang nøgent og ekspressivt, det ene øjeblik vemodigt og smukt, det næste grænsende til brutalt og grimt. Mødet de to musikere imellem er interessant, for hvor Sinan har bevæget sig fra den stringent, vestlige, klassiske partiturmusik til den mere traditionelt funderede, østlige folkemusik, har Büyükberber rent kunstnerisk bevæget sig den anden vej – fra den tyrkisk / armenske folkemusik hen imod jazzen, den frie improvisation og den nye partiturmusik. Af samme grund er musikken på White usædvanlig: et miks af klassisk kammermusik, traditionel folkemusik, fri improvisation og ny partiturmusik. Albummets mest bemærkelsesværdige suite, Upon Nothingness, er musiske ”svar” på historiske optagelser af armenske fangers sange – optaget i tysk fangenskab under 1. Verdenskrig og vævet ind i den nutidige musik.
**** / ECM Records / 40 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES